Log ind

Casper Radza stopper i OB

Nyt fra OB |28. januar 2016 |
(Foto: Morten Wamsler / OB)

Målmandstalentet Casper Radza stopper i OB for at søge mere fast spilletid et andet sted. Radza havde oprindeligt kontrakt i OB frem til sommer, men er altså fri til at skifte klub allerede nu.

Casper Radza har været i OB en længere årrække, og siden han blev seniorspiller har han været tilknyttet OB’s ligatrup. Her han vist en lovende fremgang, men hvis udviklingen skal fortsætte, så er det nødvendigt for ham at spille for en klub, hvor sandsynligheden for førsteholdsfodbold er større, end den p.t. er i OB.

- Målmænd har oftest et andet karriereforløb end andre fodboldspillere, og derfor er det et rigtigt og fornuftigt valg for Casper Radza, at han prioriterer muligheden for fast spilletid. Det har han større chance for andre steder end hos os, og jeg er sikker på, at hans udvikling vil komme til at gå endnu hurtigere, end den ville have gjort i OB. Casper har udviklet sig godt hos os, men næste skridt er, at han skal spille kampe, og det bliver spændende at se, hvordan det vil påvirke hans muligheder for at få sit talent til at folde sig endnu mere ud, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Casper Radza siger:

- Det har været mit ønske i noget tid, at jeg fik mulighed for at finde et sted, hvor jeg kunne få mere regelmæssig og fast spilletid på førsteholdet. Det har jeg fundet en god mulighed for, som jeg vil undersøge nærmere. Samtidig er det svært at sige farvel eller på gensyn til OB, for jeg har haft min daglige gang hernede siden jeg var 15 år, så det er svært. Men det er en nødvendighed for mig at tage det skridt nu, for jeg har stadig ambitioner om at skulle spille Superliga eller noget tilsvarende igen på et senere tidspunkt. Selvom jeg havde håbet, at det var blevet til endnu mere, så er jeg stolt over og glad for, at jeg nåede at få min debut for OB, for det var et af mine store mål, da jeg blev fuldtidsprofessionel for to et halvt år siden.

Casper Radza fik debut for OB i Alka Superligaen, da han blev skiftet ind i en kamp mod AGF i efteråret 2015. Hans sidste OB-opgave i denne omgang bliver træningskampen mod HB Køge fredag i Herfølge.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd