Log ind

Baye Djiby Fall vender tilbage til OB

Nyt fra OB |1. september 2011 |

OB har torsdag forstærket truppen med den 26-årige Baye Djiby Fall. Den senegalesiske angriber, der er ejet af russiske Lokomotiv Moskva, skifter til OB på en lejekontrakt, der gælder for resten af 2011.

Dermed vender den populære angriber tilbage til OB, hvor han havde stor succes i 2008. Dengang blev det til 22 scoringer i 38 kampe, og Djiby Fall fik adskillige priser – bl.a. som Årets Spiller i SAS Ligaen 2008, Efterårets Profil i Superligaen 2008 og flere gange Månedens Spiller. I foråret 2009 købte Lokomotiv Moskva angriberen i OB, men det er ikke lykkedes for Djiby Fall at finde sig til rette på holdet i den russiske hovedstad. Derfor blev han med stor succes udlejet til norske Molde i 2010, mens det i denne sæson er blevet til fire optrædener i den russiske liga.

Udsigten til fast spilletid i Rusland er fortsat yderst begrænset for Djiby Fall, der har kontrakt med Moskva-klubben frem til foråret 2012. OB har derfor arbejdet hårdt på at hente angriberen tilbage, hvilket nu er lykkedes med en lejeaftale.

- Vi har arbejdet hårdt på at sikre os yderligere en forstærkning til truppen, og det er meget glædeligt, at det er lykkedes for os. Djiby Fall er en fremragende fodboldspiller, som jeg er yderst tilfreds med, at vi har kunnet tiltrække. Jeg tror, at rigtig mange OB-fans glæder sig til et gensyn med hans fantastiske evner på banen og med hans glade og venlige personlighed. Vi husker ham alle for sin fantastiske skarphed foran mål, hans hårde arbejde og hans enorme styrke både fysisk og teknisk. Djiby Fall er enormt stærk i luftspillet, men han er samtidig fremragende med fødderne, og det gør ham til en ønskeangriber for os, siger OB-direktør Thomas Christensen.
 
Også Djiby Fall glæder sig til gensynet med Ådalen, Odense og de stribede fans, hvor han nu kan se frem til et spændende og hektisk efterår i Superligaen – krydret med internationale udfordringer i Europa League, hvor OB skal møde Wisla Krakow, FC Twente og Fulham FC.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at spille efteråret i OB. Jeg har kun gode minder fra sidste gang, jeg var i klubben, og jeg glæder mig helt vildt til gensynet med klubbens fans og alle de forskellige mennesker i klubben. Da jeg skiftede fra OB til Lokomotiv Moskva var det lidt som at flytte fra sin familie, så det bliver noget helt særligt at komme tilbage. Jeg har fulgt OB tæt i den tid, jeg har været væk, og jeg er utroligt glad for at se den udvikling, klubben har været igennem. Den glæder jeg mig til at blive en del af, og sportsligt bliver det utroligt spændende at spille Europa League og hjælpe klubben til at slutte efteråret i toppen af Superligaen, siger Baye Djiby Fall, der i sin anden periode i OB får trøjenummer 99:

- Sidste gang jeg var her, scorede jeg mange mål med nr. ni på ryggen. Ni har altid været mit lykketal, og det betyder noget helt særligt for mig. Så når nu nummer ni er optaget, håber jeg at der er dobbelt held ved to ni-taller på ryggen, siger angriberen.
 
Djiby Fall vil fra starten af den kommende uge slutte sig til resten af OB-truppen i Ådalen, og han vil være spilleberettiget i både Superligaen, DBU Pokalen og UEFA Europa League.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd