Log ind

Emil Ousager stopper karrieren

Nyt fra OB |8. maj 2015 |

OB's målmand Emil Ousager stopper karrieren, når hans kontrakt i OB udløber til sommer. Den 27-årige målmand har besluttet at prioritere en erhvervsmæssig karriere, og hans ihærdige økonomistudier ved siden af fodbolden har sikret ham et attraktivt job i det private erhvervsliv.

- Jeg respekterer Emil Ousager for den beslutning, han har truffet. Han er en ambitiøs og ihærdig mand, der arbejder benhårdt for at nå sine mål, og det vil hans kommende arbejdsgiver helt sikkert komme til at nyde godt af. Hos os har han primært siddet på bænken, men det ændrer ikke på, at han er en rigtig dygtig målmand og en god person at have i truppen. Vi kommer til at savne ham og hans passion for klubben, og vi ønsker ham alt mulig held og lykke, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.

Emil Ousager siger om sin beslutning:

- Jobbet som professionel fodboldspiller er et af de mest attraktive, man kan forestille sig, men det er også en usikker branche, når man som jeg ikke har været fast mand i et stykke tid. Samtidig er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor der også er andre ting, der tæller, og da jeg blev tilbudt et job i Nordeas handelsafdeling, var det for godt til, at jeg kunne sige nej. Det bliver specielt og vemodigt at stoppe, og der er ingen tvivl om, at jeg altid vil følge OB. Det kunne være sjovt en dag at komme tilbage til klubben i en anden rolle, men fra sommer er mit fokus på min erhvervskarriere, og jeg glæder mig til at tage fat på et nyt kapitel.

Emil Ousager har spillet syv førsteholdskampe for OB, og han har desuden repræsenteret Randers FC, AGF og Næsby Boldklub. Han er desuden noteret for 10 optrædender på de danske ungdomslandshold.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd