Log ind

Energi Fyn Cup på Fionia Park

Energi Fyn Cup |22. september 2009 |
Foto: Erik Kempf

Lørdag eftermiddag spiller OB mod FC Nordsjælland på Fionia Park. Inden kampen er der masser af aktivitet, fodbold og store oplevelser på det fynske nationalstadion, når Energi Fyn Cup giver 480 fynske fodboldspillere en oplevelse for livet. For hvilken ti-årig fodboldspiller drømmer ikke om at løbe ind på et rigtigt fodboldstadion med tilskuere, storskærme og masser af atmosfære?

Energi Fyn Cup er et tilbagevendende stævne for de klubber, der er med i Øens Hold-samarbejdet. I år er der åbnet op for endnu flere deltagere end hidtil, således at 48 hold med ti-årige drenge og piger deltager i stævnet.

Det er oplevelsen og glæden ved fodbold, der er i centrum, så der tælles ikke resultater i kampene. Det gælder om, at alle skal have en god oplevelse med hjem fra Fionia Park, og derfor er det fællesskabet i og på tværs af de enkelte fynske klubber, der er det vigtige.

Stævnet starter klokken 13.45 og varer i to timer. Således når alle hold at spille tre kampe á ti minutter. I pausen af SAS Ligakampen mellem OB og FC Nordsjælland kommer alle 480 deltagere fra Energi Fyn Cup på banen til hyldest – og modtagelse af en erindringsgave fra Energi Fyn.

Har du allerede sikret dig billet til lørdagens begivenheder på Fionia Park, så mød op i god tid og oplev fodboldglæden hos de yngste fra 13.45 – du kan købe billetter fra 12.30, der gælder til både Energi Fyn Cup og SAS Ligakampen OB – FC Nordsjælland.

Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd