Sammen for klubben.
    
For byen. For altid

Enrico Augustinus ny direktør i OS&E

Sponsorinformation |3. april 2018 |

Efter fem år på posten stopper Ole Bang Nielsen efter eget ønske som administrerende direktør i Odense Sport & Event. Ny direktør bliver Enrico Augustinus, der kommer fra virksomheden Outforce.

Odense Sport & Event får ny mand i spidsen for koncernen, når Enrico Augustinus pr. 1. april 2018 bliver ny administrerende direktør. Enrico Augustinus afløser Ole Bang Nielsen, der efter fem år på posten stopper efter eget ønske.

Ole Bang Nielsen har igennem de fem år leveret en dedikeret og professionel indsats med det klare mål at lave en turnaround med fokus på omkostningssiden, og han har med kyndig hånd ført virksomheden igennem en udfordrende periode. Derfor skal der også lyde en stor tak til Ole Bang Nielsen for hans store indsats for Odense Sport & Event.

For koncernen har det været vigtigt at finde den rigtige profil til at efterfølge Ole Bang Nielsen. Valget er faldet på 42-årige Enrico Augustinus, fordi han har den rette profil til at løfte og skærpe Odense Sport & Events kernekompetencer og strategi. Opgaven for den nye direktør bliver at udvikle koncernen og de respektive brands for at indfri de store ambitioner og mange muligheder, der ligger i oplevelsesindustrien.

Enrico Augustinus kommer fra en stilling som direktør i den Middelfart-baserede IT-virksomhed Outforce og tiltræder som administrerende direktør i Odense Sport & Event den 1. april 2018.


Skrevet af Andreas Bøttger