Log ind

FC Udfordringen - OB 1-9

DBU Pokalen |11. september 2013 |

KAMPEN I TAL
11. september 2013 19:00
DBU Pokalen, 2. runde
15 grader, let skyet.

FC Udfordringen - OB 1-9 (1-4)
Tilskuere: 1.316 i Valby Idrætspark
10. 0-1 Dusan Djuric
17. 0-2 Mustafa Abdellaoue
23. 0-3 Darko Bodul
31. 1-3 Martin Everland
39. 1-4 Mustafa Abdellaoue
47. 1-5 Mustafa Abdellaoue
62. 1-6 Conor O’Brien
73. 1-7 Jeppe Hansen
87. 1-8 David Löfquist
90. 1-9 Jeppe Hansen

OB: Mads Toppel – Conor O’Brien, Kasper Larsen, Niclas Vemmelund, Jacob Barrett – Cedric N’Koum (74. David Löfquist), Martin Spelmann, Krisztián Vadócz (60. Emil Peter Jørgensen), Dusan Djuric – Darko Bodul (46. Jeppe Hansen), Mustafa Abdellaoue.
 
Advarsler: Darko Bodul, OB.
Udvisninger: Ingen

Bemærkninger til opstillingen:
I pokalen gælder udskiftningsregler for det lavest rangerede hold, og det betyder, at der kun måtte være tre markspillere og en målmand på bænken. OB’s bænk bestod af David Löfquist, Jesper Christiansen, Jeppe Hansen og Emil Peter Jørgensen.

KAMPEN I TEKST
OB stod overfor københavnske FC Udfordringen i DBU Pokalen, og med en position i Serie 2 var Udfordringen på alle måder undertippede til kampen. Det kom begivenhederne da også til at bære præg af, for OB var som ventet flere niveauer over modstanderen. Stemningen i Valby Idrætspark var til gengæld Superligaen værdig, og fighten og viljen hos hjemmeholdet var beundringsværdig og førte dem til et par rigtig fine gennemspillede angreb. Hos OB gjaldt det om at finde hullerne hos modstanderen, holde koncentrationen og forstå hinandens idéer med fem debutanter i startopstillingen.

KAMPENS OB’ER
Abdellaoues mange mål gør naturligvis den debuterende nordmand til en oplagt kandidat, men også den svenske debutant Dusan Djuric er en stærk kandidat med en scoring og en hel håndfuld oplæg.

KAMPENS DETALJE
Bodul og Abdellaoue stod begge for flotte detaljer ved deres scoringer på Dusan Djuric’s oplæg i første halvleg. Men opspillet fra Jeppe Hansen til Dusan Djuric og videre til Abdellaoue efter 57 minutter var et af de flotteste angreb, der ikke gav mål.

KAMPENS MÅLCHANCE
Der var mange af dem, så lad os tage en af dem, der gik ind. Da Mos opsnappede bolden på midten af banen efter 17 minutter og bragte sig selv i en situation, der mindede om amerikansk straffe. Han overspurtede alle og kom alene med målmanden, som han efterfølgende udplacerede.

KAMPENS REDNING
Den stor FC Udfordringens keeper Nikolaj Hüttel Schrøder for, da han med en flot fodparade nappede afslutningen fra Jeppe Hansen, der ellers var alene igennem efter 65 minutter.

KAMPENS STEMNINGS-PEAK
Bortset fra scoringen til FCU, der udløste jubel, som var et mesterskab vundet, så var det i startfasen, da en FCU-spiller tyrede bolden langt ud af eget straffesparksfelt. Det vakte stor begejstring og satte liv i struber, trommer og båthorn.

KAMPENS SKÆVE FACT
FC Udfordringen mere end syvdoblede deres tilskuerrekord, da den hidtidige rekord på 180 blev overgået gevaldigt med dagens 1316 tilskuere.

KAMPENS AFLEVERING
Jeppe Hansens fine hælaflevering til David Löfquist, der scorede til 1-8 få minutter før tid.

KAMPENS RETURLØB
Da Conor O’Brien efter ca. et kvarter tog den lange tur over en halv banelængde og med en veltimet glidende tackling fik stoppet et sjældent truende Udfordring-angreb.

KAMPENS DEBUTANT
Hele fem OB-debutanter: Niclas Vemmelund, Conor O’Brien, Dusan Djuric, Jacob Barrett og Mustafa Abdellaoue.

KAMPENS FANSANG
”Sejren er vor, sejren er vor, vi har vundet, sejren er vor”. FCU’s fans efter scoringen til 1-3 efter 30 minutter.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd