Log ind

Flot comeback sikrede U17 fjerde sejr i træk

Nyt fra U17 |11. marts 2018 |
(Foto: Lenette Olsen)

U17-Ligaen
Lørdag 10. marts kl. 15:15, Lyngby
Lyngby-OB 2-3 (2-1)
7. min. 1-0 Jakob Jensen
16. min. 2-0 Ahmad Traore
38. min. 2-1 Rasmus Nissen
64. min. 2-2 Emil Suarez
75. min. 2-3 Emil Suarez

OB’s holdopstilling:
Peter Bergmann, Jonas Skytte, Christian Vestergaard, Daniel Obbekjær, Frederik Lund (65. min. Mathias Brems), Lasse Skøtt (40. min. Tarik Ibrahimagic), Valdemar Ibsen, Andreas Eriksen (40. min. Anton Bisgaard), Mikkel Michelsen, Emil Suarez

Kampens forløb:
Efter tre sejre i træk skulle OB’s U17-mandskab en tur til Lyngby, som havde tabt deres første par kampe i det nye år. Det var dog ikke til se, og hjemmeholdet kom bedst fra start med et højt pres og fine kombinationer i de rum, som opstod.

Efter syv minutter kunne Lyngby da også score til 1-0 efter et hjørnespark. Og bare ni minutter senere blev det 2-0, da et højt indlæg blev headet i mål ved bagerste stolpe.

OB kunne ikke finde rytmen i spillet og var hverken dygtige eller rolige nok med bolden. I den efterfølgende periode havde Lyngby bolden en del, men blev aldrig rigtig farligt, da det meste af spillet var i deres opbygningsfase.

To minutter før pausen fik OB så sparket håbet tilbage i opgøret, da Rasmus Nissen bankede bolden i kassen på et direkte frispark. Det gav en fin moral i pausen, hvor OB-spillerne blev mindet om det seneste indbyrdes møde med Lyngby. Her var sjællænderne foran med 1-0 ved pausen, men OB vandt kampen med 5-1.

Og det var et meget stærkere OB-mandskab, som kom ud til anden halvleg. Det var et langt pres mod Lyngby, som ikke var over midten af banen mange gange i de sidste 40 minutter.

Først var OB tæt på, da Rasmus Nissen sparkede en bold på stolpen og kort efter havde Emil Suarez en afslutning, som Lyngby reddede på målstregen.

I det 64. minut sendte Christian Vestergaard Emil Suarez afsted med en flad aflevering direkte op i banen. Suarez brænder friløberen mod målmanden, der halvklarer i situationen. Returbolden havnede dog ved Suarez, og på en afslutning via overliggeren fik han sendt bolden i nettet til 2-2.

OB fortsatte med at presse på, og drengene kunne tydeligt mærke, at tre point var en mulighed. Med fem minutter tilbage af opgøret fik Mikkel Michelsen forlænget et indkast, hvor Emil Suarez med ryggen til målet vender rundt og sparker bolden i mål til en 3-2 føring til de orange klædte OB drenge.

I kampens overtid var Lyngby så lige ved at udligne, men Mathias Brems kastede sig modigt ned og klarede situationen, og efter fire minutters overtid fløjtede dommeren af og et fint comeback sikrede OB endnu 3 point mod Lyngby – og den fjerde sejr i træk.

Kommentar fra Andreas Bech:
Efter en utrolig sløj og meget utilfredsstillende 1.halvleg, hvor vi absolut ikke kunne være meget bekendt - udover et flot frisparksmål, så må vi sige 2.halvleg var godkendt. Vi får en dårlig start på kampen og er bagud med 2-0 efter 16 min, på Lyngbys to eneste afslutninger. Spillet på bolden kunne vi ikke være bekendt og vores pres haltede også gevaldigt. Det gav lidt moral, at vi kunne gå til pausen og kun være bagud med en enkelt pind. Når det så er sagt, så må jeg sige, vi fik spillet en flot anden halvleg, hvor Lyngby ikke kunne holde fat i bolden og måtte forsvare det meste af tiden. Vi laver to flotte mål og havde egentligt også chancer til flere, men når man vender 0-2 til 3-2, så er det svært ikke at være glad efter sådan en kamp.

Emil Suarez og Mikkel Michelsen på toppen får løbet en masse kilometer, og Suarez har nu lavet fem mål i de to kampe mod Lyngby. Vores attitude og moral samt direkte stil i anden halvleg var god, og vi fik virkelig sat hjemmeholdet under et tungt pres. Det er supervigtigt, vi vinder sådan en kamp. Nu der et par uger til, vi igen spillet om point, og vi er vildt glade for, at de fire seneste kampe har givet 12 point.

Næste kamp:
7. april kl. 15:15 OB – FC Midtjylland, Ådalen


Skrevet af Benjamin Jakobsen

EmediateAd