Sammen for klubben.
For byen. For altid

"I var mandfolk" - foråret 1951

OB i sort/hvid |1951 |

Frode Nyegaard spillede på OB’s bedste herrehold i 1940’erne og 1950’erne, og var med på første parket til begivenhedsrige op- og nedture – ikke mindst pga. Anden Verdenskrig, som også i OB betød store omvæltninger. Sent i sin karriere var han med til en dramatisk triumf, da en sikker nedrykning blev til overlevelse mod alle odds.

- Sikke et foraar. Jeg har i hvert fald aldrig været med til noget lignende i min, efter egen mening, lange fodboldtid. Jeg ved godt, at det har været slemt for vore tilhængere, men prøv lige og tænk paa, hvordan vi spillere har haft det.

- Vi begyndte træningen midt i januar, 3 gange om ugen, og Toldi sørgede for, at vi var i tiptop kondition, da vi mødte KB herude paa stadion. Vi klarede den, og saa begyndte nervekrigen.

Der opstod tvivl om, hvordan OB's kamp mod AB kunne spilles. Det brød OB'erne sig ikke om. De ville slås.

- Vi vidste ikke en time før kampen mod AB, om vi skulle spille. Frem blev aflyst om lørdagen. Jeg vil tro, at soldaterne har det paa samme maade, naar de ligger ved fronten og bare venter, intet udretter. Naa, men vi kom da omsider i gang, og saa begyndte det først at blive rigtig spændende. Hver kamp var afgørende. Nede i omklædningsrummet gav vi spillere hinanden haanden paa, at i dag skulle der atter 2 point hjem til OB, selv om vi, naar kampen var forbi, skulle bæres ud af banen.

- Saadan var det hver gang, i ”dag gælder det”. Vi vandt, men lige meget hjalp det. Bort fra sidstepladsen kunne vi ikke komme. Vi skulle blive ved, og nerverne voksede for hver gang. Jeg glemmer ikke kampen mod AGF. Vi gik rundt nede i omklædningsrummet som dyr i et bur og anede ikke, hvor vi skulle gøre af os selv. Kampen B1909 – Esbjerg måtte vi ikke se længere for Toldi. (Dengang kunne der spilles to kampe på stadion samme dag, red.)

- Jeg kan fortælle, at glæden hos os spillere var meget stor den dag, vi for første gang rykkede bort fra sidstepladsen. Det var ligesom vi følte, at nu gik det den rette vej. Men der var jo lang vej endnu.

- Vi sloges for livet i 1. division, der var ikke mere tale om at spille kønt fodbold, fighte – fighte til du falder, saadan lød parolen. Det sidste nødvendige point blev taget mod AB i en kamp, hvor vor taktik gik ud paa at spille 0-0. OB bliver i 1. division, efter at vi, førend vi begyndte paa DM-turneringen, og efter at vi sluttede efteraaret med 4 point, var dømt til at rykke ud.

- Til at klare en saadan opgave, vil jeg vove at paastaa, hører der mandfolk, og jeg vil gerne have lov til at sige til jer gutter, der var med, at I var mandfolk. Mænd, der gav i sig, hvad de havde, for OB; og I kan være sikre paa, at den bedrift, I har udført, aldrig vil blive glemt. Jeg tror den vil komme til at staa som et lysende eksempel for OB’s kommende ungdom – ”Kæmp som divisionsholdet gjorde i foraaret 1951”.
Tak for dette foraar, drenge.

- Ogsaa du, Toldi, skal have en buket blomster. Takket være din jern-konditionstræning klarede vi de første skær og fik troen paa os selv.

- Og saa til slut vil jeg gerne sige tak for de 8 aar, jeg har spillet paa divisionsholdet. Jeg synes, tiden er inde til at holde op nu. Lysten er ikke saa stor mere, og derfor foretrækker jeg at gaa, inden jeg faar det sidste spark selv.

Frode Nyegaard


Skrevet af Morten Oestermann