Log ind

Jacob Rasmussen solgt til Schalke 04

Nyt fra OB |1. september 2014 |

OB har solgt Jacob Rasmussen til Schalke 04. Jacob Rasmussen, der til daglig spiller på OB's U19-hold, skifter til den tyske storklub med øjeblikkelig virkning.

Klubskiftet medfører stolthed på både klubbens og Jacob Rasmussens vegne.

- Når en storklub i Europa ønsker at ansætte og videreudvikle en af vores unge spillere, vil det altid blive modtaget med blandede følelser. Vi er stolte og glade på Jacob's vegne, men er selvfølgelig også kede af at miste en så dygtig spiller. Det er en drøm for Jacob, der er gået i opfyldelse, og vi vil følge ham tæt og ønsker ham alt mulig held og lykke, siger OB's talentchef Uffe Pedersen.

Hos OB's sportsdirektør Jesper Hansen er der samtidig en stor stolthed over, at OB har udviklet endnu et talent, der er klar til at tage et stort skridt i karrieren.

- Det er selvfølgelig noget særligt, når et af de store talenter i klubben kommer videre til udlandet. Det er en stor blåstempling af det talentarbejde, der bliver gjort i Ådalen, for det er vigtigt, at vi kan give vores fynske talenter en tryg og kompetent måde at udvikle sig på. Det gælder blandt andet om, at de gøre mest muligt for, at de har overskuddet til at kombinere fodbold på topplan med de mange uddannelsesmuligheder her er. Både sportsligt, socialt og personligt giver vi de fynske talenter de bedst tænkelige vilkår, og det er med til at ruste en spiller som Jacob til at være klar til det store spring det er at rejse til udlandet, siger Jesper Hansen.

Jacob Rasmussen selv ser naturligvis frem til at blive en del af en af de helt store klubber i Europa.

- Jeg har været rigtig glad for at være i OB, og jeg har været rigtig glad for både trænerne, holdkammeraterne og klubben. Skiftet er kommet meget pludseligt, men jeg har ikke været i tvivl, for Schalke har noget, som jeg mangler for at tage de næste skridt i min udvikling. De har en rigtig god talentafdeling og er med fremme i de tyske ungdomsturneringer. Desuden nåede de semifinalen i ungdommens Champions League sidste år, så der er mange muligheder for at komme til at spille og samle erfaring. Med det tilbud, de kom med, så var det nu, det skulle være, siger Jacob Rasmussen.

Jacob Rasmussen har underskrevet en tre-årig kontrakt med den tyske storklub.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd