Log ind

- Det kommer til at kræve en masse tålmodighed

Alka Superliga |17. november 2017 |
(Foto: Anja Ankerstjerne)

Nu er det efterhånden tid til at pakke de rød/hvide klaphatte væk for i stedet at indstille spotlyset mod Alka Superligaen, hvor OB søndag skal forsøge, at tage point med hjem fra CASA Arena i Horsens, når Den Gule Fare inviterer indenfor til 16. runde af grundspillet. Striberne har hidtil samlet 21 point sammen i sæsonen og tre af dem kom mod netop AC Horsens i tredje runde, hvor OB-spillerne kunne række armene i vejret efter 90 minutters hård fight og et forløsende langskudsmål i det 86. minut.

Matchvinderen fra den kamp, Jens Jakob Thomasen, tror på, at den kommende kamp kan komme til at ligne tidligere opgør mod AC Horsens. Her kan især tålmodigheden i det offensive spil blive en afgørende faktor for kampens udfald, ligesom at holdet skal være opmærksomme på Horsens’ duelspil.

- Kampen kommer nok til at ligne de andre Horsens-kampe. De forsvarer sig rigtigt godt og rigtigt kompakt så det er altid svært at spille sig igennem i åbent spil, hvilket betyder, at det kommer til at kræve en masse tålmodighed fra vores side. I forhold til deres offensiv kommer der til at være en masse dueller og andenboldsspil, som vi skal være klar på. De kommer med stor fysik og stor power så jeg tror ikke, at det bliver et anderledes kampbillede, end vi før har set.

Selvom OB havde overtaget i boldbesiddelsen i den omvendte kamp var Horsens dygtige til ikke at efterlade meget rum for Striberne at spille i og derfor blev kampen først afgjort, da Jens Jakob tordnede bolden i kassen udefra feltet. Og han mener også, at pointfordelingen i søndagskampen sagtens kan blive afgjort på en enkelt ekstraordinær aktion.

- Det kan det meget vel blive. Især når de står så kompakt, som de gør. Når en modstander har så stram en organisation er det nogle gange en ekstraordinær ting, der skal til så det kan sagtens være sådan, at kampen skal afgøres.

Selvom Thomasen og resten af OB-truppen er klar over, hvilke styrker Bo Henriksens mandskab besidder handler det mere om at få kampen over på egne præmisser.

- Vi er opmærksomme på deres styrker, og vi har selvfølgelig gjort os nogle tanker omkring deres evner på dødbolde. Det er egentlig ikke så kompliceret, men det er nogle gange nemmere sagt end gjort. Vi skal dog først og fremmest fokusere på, hvad det er, som vi skal gøre for at åbne dem op. Vi skal forsøge, at have kampen over på vores præmisser, selvom det kan være svært.

Den unge midtbanespiller understreger også, at effektiviteten er i højsædet, da Alka Superligaen er en række, hvor holdene kan slå hinanden på kryds og tværs og det er vigtigt for truppen, at udnytte chancerne, når de kommer.

- Følelsen fra SønderjyskE-kampen er ambivalent, fordi vi spiller en fornuftig halvleg, hvor vi kom frem til en masse chancer, men som Superligaen er bedst så sidder den lige pludselig i eget net uden at de egentlig har haft ret meget spil så det kommer til at handle om effektivitet og at vi skal varetage de muligheder, som vi får.

Kampen mod AC Horsens bliver spillet søndag med kampstart kl. 14.00. 


Skrevet af Kim Gavnbo

EmediateAd