Log ind

Kasper Larsen udlejet til FC Astana

Nyt fra OB |3. februar 2015 |
(Foto: Morten Wamsler)

OB har udlejet forsvarsspilleren Kasper Larsen til FC Astana fra Kazakhstan. Lejeaftalen gælder frem til 31. december 2015.

Kasper Larsen har været en del af OB's Superligatrup siden sommeren 2011, og her har han duelleret med en lang række stærke midterforsvarere om positionerne i den centrale bagkæde. I perioder har han været blandt trænernes foretrukne, og andre gange har han primært måtte kigge med fra bænken. Den 22-årige forsvarer er nu klar til at tage på et fodboldmæssigt eventyr i resten af 2015, hvor han skifter til FC Astana fra Kazakhstan.

- Kasper er stadig ung og meget talentfuld. Han er også i en periode af sin udvikling, hvor han skal spille fast hver gang, og det kommer han forhåbentlig til i FC Astana. Derfor er det en spændende mulighed for ham at komme til de regerende mestre i Kazakhstan, hvor han også kan se frem til at spille europæiske kampe. Vi tror på, at det både sportsligt og menneskeligt bliver en stor oplevelse for Kasper, og vi tror på, at han vender hjem til det sidste halve år af sin OB-kontrakt som en modnet og endnu stærkere spiller, siger Jesper Hansen.

FC Astana blev grundlagt i 2009 og har allerede fået flere titler i hus. Desuden overraskede den kazakhiske klub i UEFA-sammenhæng sidste år ved at besejre både israelske Hapoel og svenske AIK, inden spanske Villarreal blev for stor en mundfuld før gruppespillet. Og den slags kan som bekendt ske for selv de bedste.

- I starten virkede det meget fjernt for mig at overveje Kazakhstan, for jeg kendte ikke rigtig noget til landet i fodboldsammenhæng og tænkte nok mest på cykling, når jeg hørte om Astana. Men det er et hold, der er regerende mestre, og som skal spille Champions League-kval og Europa League i den kommende sæson. Jeg har været med ved træningen i dag, og det er fodbold i et meget højt tempo, så det er positivt. Jeg er eventyrlysten, og sammen med det sportslige og et godt tilbud, har det været en spændende mulighed at sige ja til, selvom det også er specielt at skifte fra OB for resten af 2015. Jeg har spillet der siden jeg var 13 og har fået en masse godt med i bagagen, men jeg tror, at det er et godt tidspunkt for mig at prøve et nye eventyr, siger Kasper Larsen.

Kasper Larsen er noteret for 81 kampe og to mål for OB.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd