Log ind

Kasper Larsen vender hjem til OB

Nyt fra OB |2. juli 2015 |

Forsvarsspilleren Kasper Larsen vender tilbage til OB og har samtidig underskrevet en ny kontrakt med klubben. Det betyder, at Kasper Larsen er OB'er på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2017.

Den 22-årige Kasper Larsen blev i vinterpausen udlejet fra OB til FC Astana i Kazakhstan. Der var lagt op til et både fodboldmæssigt og personligt eventyr for den unge fynbo, der dog blev skadet efter kort tid, og derefter havde svært ved at spille sig til en plads på holdet.

- Vi kender Kasper og hans kvaliteter, og vi ved, at han er en dygtig forsvarsspiller med et stort talent. Derfor har vi også set frem til, at han ville vende tilbage, når lejeperioden udløb. Nu kommer han hjem et halvt år tidligere end ventet, og det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke blev til den fodboldmæssige udfordring, Kasper havde set frem til, men han vender hjem i en modnet og stærkere udgave, og jeg glæder mig desuden over, at vi samtidigt har forlænget aftalen med Kasper frem til sommeren 2017, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.

Kasper Larsen havde sat næsen op efter et sportsligt og menneskeligt eventyr i den fjerneste afkrog af Europa. Mens den sportslige eventyrdrøm ikke blev opfyldt, så levede opholdet op til forventningen om personlige og menneskelige udfordringer og eventyr.

- Jeg glæder mig til igen, at kunne trække den stribede trøje over hovedet. Det har været spændende at opleve noget nyt både som menneske og fodboldspiller, siger Kasper Larsen, der nu ser frem til at møde holdkammeraterne og en ny cheftræner i Ådalen.

- Jeg har haft en god snak med Kent Nielsen, og vi ser begge muligheder i samarbejdet og projektet i OB. Jeg glæder mig til at få forløst hele mit potentiale i OB og bevise mit værd igen, og jeg er sikker på, at jeg hurtigt falder til i OB igen. Det bliver dejligt, at komme hjem til OB, som er min klub i Danmark, og jeg er topmotiveret og sulten, så det kan ikke gå hurtigt nok med at komme på træningsbanen igen, siger Kasper Larsen.

Kasper Larsen, der er noteret for 49 ungdomslandskampe, vender hjem til sin gamle plads og sit hidtidige trøjenummer i OB, og han vil være med på træningsbanen, når Kent Nielsen næste gang samler spillerne i Ådalen.

FAKTA
Navn: Kasper Larsen
Fødselsdato: 25.01.1993
Position: Forsvar
Kampe for OB: 81
Mål for OB: 2
Trøjenr.: 3
Højde: 190 cm.
Vægt: 83 kg.
Tidl. klubber: FC Astana
U-landskampe: 49


Skrevet af Carsten Lektonen

EmediateAd