Log ind

Kenneth Emil Petersen til OB fra sommer

Nyt fra OB |13. januar 2016 |

OB har skrevet en tre-årig kontrakt med forsvarsspilleren Kenneth Emil Petersen, der skifter til Ådalen fra 1. juli 2016, når hans kontrakt udløber i AaB.

Til sommer forstærker OB truppen med den rutinerede forsvarsspiller Kenneth Emil Petersen, der har underskrevet en tre-årig kontrakt med OB. Den 30-årig midterforsvarer bliver dermed genforenet med cheftræner Kent Nielsen, som han tidligere har arbejdet sammen med i både Horsens og AaB.

- Vi har et rigtig godt kendskab til Kenneth Emil, idet både Kent og jeg har arbejdet sammen med ham, og naturligvis også gennem de mange ligakampe, vi har set ham i. Kenneth Emil er en spiller med en stor vindermentalitet, og han passer rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Derfor glæder vi os rigtig meget til, at han kan bidrage med både erfaring og lederegenskaber, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Cheftræner Kent Nielsen glæder sig ligeledes til gensynet med Kenneth Emil Petersen.

- Vi får en temperamentsfuld og fysisk præget midterforsvaret ind i truppen. Han har gode evner i at læse og dirigere spillet og folkene omkring ham. Han er meget dygtig og rolig med bolden, og dermed har han stor betydning for at sætte spillet fra egen bagkæde. Samtidig er han en erfaren spiller, som vi forventer kan blive et samlingspunkt på banen og i truppen. Samtidig kender jeg ham som en modnet spiller, der har lært at bruge sit temperament positivt, og det udmønter sig i en enorm vindermentalitet, som han bruger til at gøre sine holdkammerater bedre, siger Kent Nielsen.

For Kenneth Emil Petersen er det dels ønsket om at prøve noget nyt i karrieren, og ønsket om at være en del af den udvikling, OB er inde i, der gør ham til OB-spiller til sommer.

- Jeg glæder mig rigtig meget, for jeg har haft en fornemmelse af, at der skulle ske noget nyt, når min kontrakt i AaB udløb. Jeg har søgt efter et spændende projekt, og der er OB en attraktiv mulighed for mig, for jeg er overbevist om, at der kommer til at ske en masse. OB er stadig en storklub, selvom resultaterne har været svingende i de seneste år, og jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring, vindermentalitet og energi i både træning og kamp, siger Kenneth Emil Petersen.

Kenneth Emil Petersen indledte sin karriere i Herfølge og skiftede i 2006 til Horsens. Siden 2009 har han spillet for AaB, hvor han også vil være en del af truppen i dette forår, inden han skifter til OB til sommer.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd