Log ind

Michael Tørnes klar for OB

Alka Superliga |13. august 2015 |

OB har skrevet kontrakt med målmanden Michael Tørnes, der har trænet med i Ådalen i denne uge. Den 29-årige keeper har underskrevet en aftale, der gælder frem til sommeren 2016.

Michael Tørnes er i Danmark bedst kendt for sin tid i Brøndby IF. Siden han forlod Vestegnen i 2013 har han senest spillet for norske Sandefjord, og inden da for den finske storklub HJK Helsinki, hvor han blev finsk mester og cupvinder, og tilmed slog rekorden for flest clean sheets i træk i den finske liga.

- Vi har hele sommeren været på udkig efter en målmand mere til vores trup, og med Michael Falkesgaards uheld i sidste weekend, har vi speedet processen op. Tørnes kommer med erfaring og kvalitet, og det vi har set fra ham i reserveligakampen mandag samt ved træning tirsdag og torsdag, har været tilfredsstillende. Så vi ser frem til at have Michael Tørnes i truppen frem til næste sommer, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.

Michael Tørnes ser også frem til at vende tilbage til den bedste danske række.

- Jeg glæder mig, for det er et fantastisk set-up, OB er igang med. Jeg har været ude og få lidt hår på brystet og lært en masse, og det bliver spændende, at se, hvad det kan give mig i Alka Superligaen. Jeg har senest været i Sandefjord, der ikke havde den største fanskare, så det glæder jeg mig til at prøve at have igen, og jeg glæder mig til at bevise for dem, at det er mig, der skal være her nu. Jeg glæder mig også til at arbejde sammen med både Kent Nielsen og Lars Høgh igen. Det har jeg prøvet før, og Lars er en dygtig målmandstræner og en dygtig coach, der kan hjælpe mig til at udvikle mig endnu mere. Mit mål nu er at gøre det så godt i OB, som jeg kan, og det er altid næste dag og næste kamp, der betyder noget for mig. Så det er der, mit fokus er, men jeg håber at kunne være med til at bygge OB op efter nogle svære år.

Tørnes, der noteret for 20 ungdomslandskampe for Danmark, har trænet med i OB i denne uge, og han vil således være klar til at træde ind i truppen allerede til næste kamp i Alka Superligaen - søndag kl. 18 mod Randers FC på TREFOR Park.

Michael Tørnes får trøje nummer 1 i OB.


Skrevet af Benjamin Jakobsen

EmediateAd