Log ind

Mikkelsen ny keeper i OB

Nyt fra OB |1. april 2017 |

OB har skrevet to-årig kontrakt med målmanden Thomas Mikkelsen. Den 33-årige keeper kommer til OB fra 1. juli, når hans kontrakt med FC Fredericia udløber.

Thomas Mikkelsen har erfaring fra den bedste danske række fra sin årrække i FC Vestsjælland, mens han på divisionsniveau har repræsenteret Næsby og FC Fyn. Senest har han vist et fortsat højt niveau hos FC Fredericia i landets næstbedste række.

- Det er vigtigt for os, at vi har en god konkurrence om målmandsposten i OB. Vi ved, at Michael Falkesgaard forlader os, når hans kontrakt udløber til sommer, og derfor har vi været på udkig efter en dygtig og rutineret keeper, der kan udgøre vores målmandsteam sammen med Sten Grytebust. Thomas Mikkelsen har god erfaring fra den bedste danske række, og han er samtidig både fynbo og OB’er i hjertet. Desuden er han den type målmand, vi har ledt efter, idet han har de evner, der skal til, for at han er en markant personlighed i feltet, uanset om det gælder træning eller kamp. På den måde vil han også blive et godt eksempel for vores meget talentfulde keepere på U17 og U19-holdet, som kan nyde godt af hans erfaringer. Så vi glæder os til, at Thomas bliver en del af OB fra starten af den nye sæson, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Cheftræner Kent Nielsen er ligeledes godt tilfreds med tilgangen af Thomas Mikkelsen.

- Vi er rigtig glade for, at vi tilknytter en meget erfaren målmand, som har bevist sit værd på højeste niveau. Han har spillet førsteholdsfodbold i 13-14 år, og han laver meget få fejl. Han er en stabil og sikker keeper i alle sine basis-ting, og derfor er vi glade for, at han bliver en del af truppen. Han har stadig ambitioner om at stå mest muligt, men han er også afklaret med sin rolle som den, der skal presse Sten Grytebust og være med til at få det bedste ud af ham, ligesom Thomas er klar til at være et aktiv i forhold til de yngre keepere i klubben, siger Kent Nielsen.

For fynboen Thomas Mikkelsen bliver det en særlig oplevelse at trække i OB-trøjen.

- Jeg er jo fynbo, og jeg glæder mig helt vildt til at være en del af den klub, jeg selv tog på stadion for at se, da jeg som dreng var fast mand på fantribunen og tog med til en del udekampe. Så jeg kender OB-sangene, og det er helt sikkert en drøm, der går i opfyldelse for mig. OB er en klub, der er på vej fremad, og det har også vist sig på resultaterne i foråret. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang i OB, men samtidig holder jeg fuldt fokus på de opgaver, jeg har med FC Fredericia i foråret, hvor jeg vil gøre alt for at slutte godt af – det gælder både personligt men i særdeleshed for holdet og klubben derovre, siger Thomas Mikkelsen.

Thomas Mikkelsens skifte til OB sker med virkning fra begyndelsen af den nye sæson.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd