Log ind

Mindeord: Richard Møller Nielsen

Nyt fra OB |13. februar 2014 |

Den 13. februar 2014 døde Richard Møller Nielsen. I OB vil han for altid være kendt som Træneren.

For det meste af Danmark vil han blive husket som den mest vindende landstræner nogensinde. Som manden, der stod i spidsen for den kolossale triumf ved EM i 1992, men i Odense vil vi huske ham for en ubeskrivelig stor indsats for Odense Boldklub.

Det var Richard Møller Nielsen, der satte en ny standard for professionalisme i dansk fodbold, og i OB skabte han en ånd og kultur, der kan mærkes den dag i dag.

Richard Møller Nielsens indstilling til fodbolden får nærmest et mytisk tilsnit, når man får historier fortalt fra folk, som har oplevet den. Møller Nielsen var kompromisløs som forsvarsspiller - en spiller, som modstanderne slog sig på. Det oplevede den danske verdensstjerne, Harald Nielsen, da han mødte fynboen i en kamp op til OL i 1960. Nielsen var decideret chokeret.

Tommy Troelsen, som også gjorde sig på landsholdet, meldte ligefrem afbud fra en kamp for ikke at løbe ind i Møller Nielsen. Hovedpersonen selv var iskold: ”Man må ikke røre ved dem”. I samme stil kunne træner Kaj Hansen fortælle om forsvarsspillerens ekstreme ivrighed og jernhårde indstilling til træning. Det fortælles, at Richard Møller Nielsen ofte stillede sig midt i målet, og gav sin træner ordren ”fyr løs!”. Herefter headede Møller Nielsen bolden væk, om det så var smattet efterårsvejr, og bolden var tung.

Verdens bedste træner 1992 kom til OB via noget så utraditionelt som en jobannonce, som OB indrykkede i Fyens Stiftstidende d. 8. oktober 1963. Han var dengang Serie 2-træner i Brobyværk. Møller Nielsen havde måttet stoppe sin karriere i en alt for tidlig alder pga. et ødelagt korsbånd. OB rodede rundt i 2.division i skyggen af B1909 og B1913.

Richard Møller Nielsen fik dog snart sat sit aftryk, og i 1966 rykkede OB tilbage i første division. I 1967 fik Esbjerg dog glæde af fynboen, og OB røg i 1968 tilbage i 2.division. Esbjerg tog sølv.

I 1975 lå OB stadig i 2.division, da Richard Møller Nielsen vendte tilbage til klubben. Trænerens anden periode i klubben skulle blive skelsættende – intet mindre. Og med ukuelig vindermentalitet blev han kulturbærer i OB og katapulterede klubben mod stjernerne. Richard Møller Nielsen indførte en markant hårdere træningskultur, og der blev støbt et stenhårdt, stribet kollektiv ud af materialet i Ådalen.

Resultaterne udeblev ikke. OB rykkede med Møller Nielsen ved roret med ét tilbage i 1.division. Første sæson tilbage i landets bedste række blev til en flot 5.-plads som oprykker. Og så. 1977. Mesterskabet. En eksplosiv opstigning til tinderne i dansk fodbold. OB-spillerne var i så god fysisk form, at det overrumplede modstanderne og sled dem ned. Det var der ingen, der havde regnet med, da klubben spillede i 2.division to år tidligere. OB spillede 30 kampe, vandt 19, spillede ni uafgjorte og tabte kun to.

De næste år gik med mere jævne resultater, afbrudt af bronzemedaljer i 1980. Og så. 1982. Nyt mesterskab. I modsætning til 1977, skulle 1982 blive en uhyre tæt affære, hvor afgørelsen først faldt i sidste spillerunde. Ja, faktisk helt i de sidste sekunder. Førerholdet AGF skulle blot vinde over B93, som intet havde at spille for. OB skulle vinde over B1901.

Første del af planen gik strygende, og OB vandt hele 5-1 på hjemmebanen i Bolbro. AGF’s kamp blev med intens spænding. Og desværre. AGF fører spinkelt, mens begge kampe lakker mod enden. AGF er sekunder fra mesterskabet. Men. Mens der spilles i Odense lyder et brøl: B93 har udlignet! Der fløjtes af! OB er mestre i sæsonens allersidste sekunder og på det alleryderste mandat! Allerede inden kampen fløjtes af i Odense, vælter fans ind over banen, og spillere og ledere omfavner hinanden og lader følelserne få frit løb.

OB var dansk mester for anden gang, igen med Richard Møller Nielsen som træner. Året efter vandt OB pokalturneringen og fuldførte The Double. Kun otte år efter, Richard Møller Nielsen overtog OB i 2.division.

Richard Møller Nielsen – vi glemmer dig aldrig.


Skrevet af Odense Boldklub

EmediateAd