Sammen for klubben.
    
For byen. For altid

NETOB: Potentialer i Danmarks forkant

NETOB |21. februar 2018 |

En dejlig tirsdag morgen begyndte med NETOB hos Fyens Stiftstidende, hvor netværk, Forkantsdanmark og fremtidens avis var på programmet.

Vi kunne denne gang også byde velkommen til flere nye medlemmer i netværket. Hele fem styks i denne omgang – Tag godt i mod Encepa, Scan, Erhvervsparken TEP, Carlslund og PIT Hegn. Vi er glade for at have jer med, som en del af OB netværket.

På forkant med udkanten
Analysechef Gitte Elkær indviede os i et stort og spændende studie omkring Forkantsdanmark, hvor meget interessante pointer og facts blev præsenteret.

Tendensen viser, at flere og flere par, børnefamilier og ældre flytter fra de større byer og ud til mindre byer, hvor der er højere til loftet, nærhed og ro. Det som for mange betegnes som Forkantsdanmark.
Og hvorfor er denne gruppe så interessant? 1.400.000 danskere, hvor det gennemsnitlige rådighedsbeløb er over dobbelt så stort, som hos dem, der bor i de større byer, det må siges at være uudnyttet potentiale.
Så formår du at målrette din markedsføring til denne gruppe, så er der gode muligheder for at tiltrække nye kunder.
Studiet viser nemlig samtidig, at denne gruppe er villig til at kører længere efter deres varer, kulturtilbud etc. – Køretid er = kvalitetstid.

Indlægget blev afrundet med eksempler på forskellige reklamer, hvor man er lykkedes godt med at målrette budskabet til forkanten. Tjek f.eks. OK Benzin, Meny og Spar ud.

Fremtidens avis
Efter netværkstid og pause tog Chefredaktør Poul Kjærgaard over og fortalte om fremtidens avis og hvordan Jysk Fynske Medier gerne vil skabe journalistik og kampagner, som er til gavn for den enkelte fynbo.
Med kampagner som "3 spor nu" (den fynske motorvej) samt "Sænk broafgiften" (lavere betaling på Storebæltsbroen) har Fyens Stiftstidende skabt succesfuld journalistik og det er den vej man fortsætter med at gå, for selvfølgelig vil de gerne være et mediehus til gavn og nytte for Odense og hele øen.

Tak for nogle inspirerende timer i selskab i godt selskab – Vi ses igen 20. marts hos Odense Eventyr Golf.


Skrevet af Susie Bebe Nielsen