Sammen for klubben.
For byen. For altid

Nyt klubhus i Ådalen

Husker du? |1968 |

Den første september 1968 rykkede OB ind i det nye klubhus i Ådalen. Det var en stor begivenhed – og med en god portion vemod - at rykke teltpælene op fra Munke Mose. Klubhuset var topmoderne efter datidens standard, og havde kostet hele 1,2 millioner kr. – et beløb, som bl.a. blev skrabet sammen gennem et ekstrakontingent blandt klubbens medlemmer, som stod sammen om at få byggeriet op at stå.

Der blev skabt tidssvarende betingelser for livet i klubben. Små stribede spillere stod på parade ved den festlige begivenhed, der foregik i muntert lag.

Gæsterne var mange, og de blev kun overgået i antal af de mange takketaler, blev delt rundhåndet ud til æresmedlemmer, fædre, der havde hjulpet til, ledere og andet stribet godtfolk.

Der var bred enighed om anlæggets høje kvalitet med fodboldbaner, moderne lysanlæg, tennisopvisningsbane og otte tennisbaner på den anden side af Odense Å.

Det var slut på en epoke – men også starten på en ny. Og ligesom Munke Mose var et centrum i mange stribede ungdomsliv, er også Ådalen blevet det. Heldigvis.


Skrevet af Morten Oestermann