Sammen for klubben.
For byen. For altid

De Største Striber: Finn Sterobo

De Største Striber |1955 |
Finn Sterobo - med crickethat (Foto: Ib Hansen) Finn Sterobo - mod Esbjerg (Foto: K. Rasmussen) Finn Sterobo strækker sig efter bolden (Foto: Palle Sønderstrup) Finn Sterobo griber sikkert ind mod AB (Foto: Associated Press) Finn Sterobo i dag Finn Sterobo ser tilbage Finn Sterobo mindes sin tid i OB-målet

Afstemningen om målmandspladsen på De Største Striber fortsætter. Vi zoomer ind på én af kandidaterne, Finn Sterobo, hvis opvækst, ungdomsår og karriere i OB er krydset med flere af de største personligheder i den stribede historie. 

Tryk her for et ekstra videointerview med målmandskoryfæet.
  
- Jeg var 9-10 år, da jeg startede i OB i 1942/43. Jeg startede på 4. drengehold som innerwing. En dag dukkede vores målmand ikke op, og træneren spurgte, hvem der så ville stå på mål. ’Jeg kan da godt stå på mål!’, sagde jeg. ”Det gør jeg hjemme på gaden!”. Og det gjorde jeg så – og jeg blev stående derinde!”.

- Det var andre tider i OB dengang. Det var næsten altid skolelærere og lignende, vi havde som trænere. Det var på frivillig basis. Efter krigen fik vi den engelske træner, Denis Neville, og han tog han sig også af førsteholdene på ynglinge, junior og drenge.   Han var typisk engelsk. Han sagde til mig, ”Finn, en målmand skal ikke ligge ned på jorden! Han er bedre, når han er på benene. Der er mange, der smider sig, for at det skal se godt ud. Det skal du aldrig begynde på! Du skal bare få fat i bolden, og sætte spillet i gang!”. Jeg lærte meget af ham, og jeg har altid været præget af en engelsk målmandsstil. Italienerne skulle helst ligge vandret oppe under overlæggeren, selvom skuddet kom lige på dem. Men englænderne, de spillede med.

CITAT

"Jeg kan da godt stå på mål", sagde jeg. "Det gør jeg hjemme på gaden!". Og det gjorde jeg så - og jeg blev stående derinde!".

Finn Sterobo

Debuten
Da Sterobo var ungt, lovende målmandstalent i OB, blev pladsen mellem stængerne på divisionsholdet fyldt glimrende ud af en anden stor OB-skikkelse, Børge Hylle, som bl.a. var kendt for at sparke straffespark – med lukkede øjne.

- Jeg fik min debut ved at provinsholdet spillede mod København. Dengang spillede provinsen altid mod København, og jeg var tilskuer til kampen. Børge Hylle gik i stykker i anden halvleg, og kunne ikke spille næste kamp. Det blev min debut. Hylle var stærk på det tidspunkt, så jeg spillede mest på andetholdet. Men på et tidspunkt svigtede det for Børge. Dengang var det ikke træneren, der udtog holdet, men et spillerudvalg. Thorning Madsen (klublegende, som stadig kommer dagligt i OB, red.) var en del af spillerudvalget, og ville have, at jeg skulle stå. Så han cyklede rundt til de andre om aftenen og forsøgte at overbevise dem. Det har været i ’55. 

Store navne
Finn Sterobos tid som aktiv i OB var på samme tid som mange andre store OB-navne. Og målmanden husker dem alle. Blandt andre Jørgen Leschly Sørensen, én af de største angribere i OB-historien, som spillede i OB som ung i 40’erne, skiftede til en professionel tilværelse i italienske Atalanta og AC Milan, blev mester og kom på Europaholdet. Da han kom hjem til Danmark og OB, blev han belønnet med tre års karantæne for sit professionelle eventyr. Men Sterobos bekendtskaber på banen tæller også bl.a. Richard Møller Nielsen, ”Jernmanden” Povl Christensen og Kaj Johansen.

- Jørgen Leschly var en skæg gut. En ener. Han kom hjem med et nyt system fra Italien, som vi skulle spille. Han måtte jo ikke spille de tre første år, efter han kom hjem, fordi han havde været professionel og blev træner i stedet. Han var bomstærk. Sparkede rent og godt til bolden, og nåede at komme på Europa-holdet.

- Richard Møller Nielsen rykkede op på førsteholdet som 17-18-årig, og var virkelig stærk og spillede med en utrolig arbejdsindsats og iver. Når vi var færdige med at træne nede på OB, gik han ind og stod på mål, og headede bolden væk, når de andre skød. Vi spillede engang mod Vejle, hvor Henning Enoksen fra Vejle kom frem til et skud inde i straffesparksfeltet. Der kom Richard bagfra og låste bolden. Enoksen sparkede igennem og fløj han ud til hegnet. Så rejste Richard sig og driblede videre med bolden. Han var så bomstærk – og perfektionist, både som spiller og træner. Også én som Povl Christensen var utrolig stærk, og spillede gerne en håndboldkamp efter, vi havde trænet på OB. Han var ikke den store tekniker, men leverede altid 110%. En rigtig OB’er.

Kaj Johansen - højre back for De Største Striber?
Et fjerde stort navn, Sterobo har nået at spille på hold med i sin store, stribede karriere er Kaj Johansen. Måske ikke et navn, der springer let i øjnene. Men han var en profil, og huskes stadig i Skotland for sit drømmemål for Glasgow Rangers i pokalfinalen 1966 mod Celtic foran 130.000 tilskuere. Og måske i Danmark for sine 20 A-landskampe og optræden på Europaholdet i 1965 – afskedskamp for legenden Sir Stanley Matthews.

- Han spillede højre midtbane, og var så hurtig, at han løb fra alt og alle. Men han var også så hurtig, at han tit kom til at løbe bolden ud over baglinjen nede i modstanderens ende af banen. Så vores træner, ”Lille” Kaj Hansen, satte ham ned på højre back – så kunne han ikke løbe den ud over baglinjen! Da han så kom til Skotland, blev han én af de bedste derovre, og en moderne spillende back, fordi han gik så meget med frem, hvilket ikke var normalt dengang. Da skulle man helst blive hjemme. Der bragte han en helt ny stil ind, hvor det har været kick-and-rush der har domineret.

Et OL med lange skygger
Finn Sterobo var med OL-landsholdet til Olympiaden i Rom 1960. For enhver sportsmand er det naturligvis noget af det største, man kan opleve. Desværre skulle der en tragedie til, før målmanden fik plads på holdet. Det er tydeligt, at Sterobo stadig er mærket af hændelsen 50 år efter.

- Jeg var fjerdemålmand på landsholdet. Vi skulle spille en af de sidste træningskampe i Herning. Der var et A og B-hold, som skulle spille mod hinanden, og jeg skulle spille på B-holdet. Vi var på vej til stadion i Herning – vi kørte selv, og jeg kunne ikke finde vej. Så jeg standser og spørger nogen. De svarer, at jeg godt kan vende om, fordi flyet er styrtet ned ovre ved Kastrup. Sådan fik vi det at vide. Og da jeg var fjerdemålmand, kom jeg med til OL i stedet for Per Funch Jensen. Men det var alligevel en fantastisk oplevelse at være en del af OL. Vi har lige været samlet otte af os, der var med, hos Harald Nielsen – det var jo 50 år siden, sidste år, så det var et jubilæum.

2012
Tiden løber som en gazelle i Sterobos selskab, når snakken går på det gamle OB, store oplevelser og navne i OB-historien. Men i et jubilæumsår er det også på sin plads at se på nutiden og målmandsspillet i dag – og alligevel ender vi med at se tilbage.

- Det ændrer sig altid. Dengang måtte målmanden smide bolden i jorden, så meget han ville. Og man sparkede altid ud fra hænderne. I dag skal målmanden kunne spille i marken også, og faktisk være en god fodboldspiller. Hele spillet er blevet presset fremad. Der var en periode, hvor italienerne dominerede meget ud fra en meget defensiv spillestil, hvor man spillede for at forsvare det point, man går på banen med. Det har heldigvis ændret sig. I dag spiller man i det hele taget hurtigere. Meget hurtigere. Man skal være klar, ellers slår modstanderne kontra – det spillede man ikke så meget med dengang. Der skulle boldene mere ud på fløjene, og så ind over derfra. Det var sådan, man gjorde det. Man træner også meget mere. Jeg trænede to gange om ugen sammen med holdet, og én-to gange ekstra alene sammen med træneren. Vi havde jo også arbejde ved siden af, gik på aftenskole, tog kurser, og hvad ved jeg.

Finn Sterobo er en naturlig kandidat til titlen som målmand for De Største Striber. Det virker uhøfligt at spørge, om den store OB’er selv mener, han bør have pladsen i målet. Så vi beder ham pege på en anden.

- Så må jeg pege på én, jeg har trænet som drengespiller: Lars Høgh. Han er den bedste, vi har haft. I sin størrelse var han jo ikke en typisk målmand. Han er ikke stor. Men han havde en fantastisk timing i sine spring - og så var han hurtig. Jeg kan huske hans debut, da Erik Bertelsen brækkede benet, og angriberen Johnny Andersen kom ind på mål (1977, red.). Richard kaldte på mig: ”Kan du lige gå ud og varme Johnny op!”. Så jeg stod og kastede nogle bolde med Johnny lige inde for hegnet. Han ind i anden halvleg. Lars debuterede så mod i Aarhus mod AGF runden efter.

Ifølge Finn Sterobo var den kun 17-årige Lars Høgh klar til at overtage pladsen som førstemålmand efter Erik Bertelsen. Men træner Richard Møller Nielsen spillede et mere sikkert kort.
 
- Richard spurgte mig, hvem jeg mente, skulle stå. Jeg sagde, at jeg syntes, han skulle sætte Lars på. Det tror jeg også rolig, han kunne havde fortsat med. Men han ville alligevel være sikker. Der kunne godt komme nerver, når man er så ung. Så han ringede ned til Mogens Therkildsen i Flensborg, som stod resten af kampene.

Finn og OB i dag
Finn Sterobo er stadig OB’er. Meget OB’er. Og det er tydeligt, at holdningerne til, hvad OB er og bør være, stadig er skarpe og velformulerede hos den tidligere ungdomsformand.

- OB betyder meget for mig, og jeg ser alle kampene på stadion. Men OB er også noget andet i dag, efter at der kom penge med. Da jeg var ungdomsformand, havde vi en målsætning om, at vi hvert år skulle levere to spillere til førsteholdstruppen. Dengang vi trænede, var der mange, der stod og pegede og sagde ”ham og ham og ham kommer på vores førstehold engang”. Det var egen avl. Det ser man ikke på samme måde i dag. Men det er heldigvis den man vil nu, og jeg kan rigtig godt følge de nye linjer, der er i OB med et øget fokus på unge, fynske talenter. Det synes jeg er fint, og jeg mener, at Øens Hold-samarbejdet er en rigtig god ting for de fynske klubber.

Til sidst får OB-holdet anno 2012 også et par ord med, som ligger på linje med målmandens tanker om ungdomsfodbolden.

- Jeg synes godt om holdet. Det er netop det dér med, at man gerne vil lægge en linje, hvor man bygger sine egne talenter op, som man gør i OB nu. Der er jo altid nogle, der er kritiske – og det skal man også være, ellers er der ikke noget at rette sig efter. Det er rigtig godt, at Steen Nedergaard er blevet tilknyttet til det arbejde. Og det er rigtig fint, at unge mennesker som Rasmus Falk får de chancer, de gør. Hvis de ikke kommer til en storklub, så udvikler de sig ikke. De skal rettes på, og paces frem til at gøre tingene rigtigt. Og så skal de have chancen på holdet. Og det har Rasmus Falk fået. Én som Matti Lund fik måske ikke de chancer, han burde have fået – han gjorde det rigtig godt i Nordsjælland og spiller nu i Italien.

Der er ingen tvivl om, at Finn Sterobo har mange holdninger og meninger om fodbolden og OB i dag. Og med 175 kampe i stribet, og en klubkarriere, der har varet en menneskealder, bør man høre efter manden, hvis søn i dag er målmandstræner i OB. Finn Sterobo er en værdig kandidat til posten som målmand for De Største Striber.

Om du mener, at Finn Sterobo skal være målmand for De Største Striber elle ej, så husk at stemme på www.ob125.dk!


Skrevet af Morten Oestermann