Log ind

OB forlænger med fynsk stortalent

Nyt fra OB |1. april 2011 |
(Foto: Morten Wamsler)

OB har i dag forlænget aftalen med stortalentet Rasmus Falk. Den nye kontrakt træder i kraft pr. 1. april og gælder i lidt mere end fire år, således at den udløber 30.06.2015.

Rasmus Falk kom til OB som 13-årig, hvor han skiftede fra Øens Hold-samarbejdsklubben Middelfart. Siden har Falk været en profil i alle årgange, og i maj 2010 fik han sin debut i Superligaen i en kamp mod AGF. I december 2010 spillede Falk sin første europæiske kamp, da han blev skiftet ind i Europa League-kampen mod Stuttgart, og i foråret 2011 har han bevist, at han fortsætter sin udvikling med stor hast.

Det resulterede blandt andet i et fremragende indhop i Superligakampen mod Lyngby, ligesom hans indsatser på træningsbanen viser, at der er tale om et unikt talent.

- Vi har haft en rigtig god dialog med Rasmus Falk og hans far Erik Jensen. Vi er nået frem til en aftale, som begge parter er meget tilfredse med, så det har været et fint forløb, og vi glæder os meget over, at det er lykkedes os at blive enige om en langvarig aftale. Rasmus er et usædvanligt talent, som vi forventer os meget af, selvom vi naturligvis er klar over, at han stadig er ung og stadig har en masse at lære, siger OB’s administrerende direktør Thomas Christensen og tilføjer:

- At denne aftale er noget helt særligt for os, har naturligvis også at gøre med vores egen talentudvikling og det meget kompetente samarbejde med de næsten 100 fynske klubber i Øens Hold. Det er et fantastisk samarbejde på mange niveauer, som vi forventer os meget af i fremtiden. Det gælder både i forhold til det generelle samarbejde med de fynske klubber, men naturligvis også i forhold til talentudviklingen, hvor vi allerede har set spillere som Christian Eriksen gå hele vejen gennem systemet. Rasmus Falk er imidlertid den første, der går hele vejen igennem til vores eget Superligahold, og det er vi rigtig stolte over.
 
Også Rasmus Falk er glad for den nye aftale med OB.

- Jeg er utroligt glad og stolt over, at jeg har fået forlænget min aftale med OB. Jeg har været her i lang tid, og det viser, at jeg er glad for at være i klubben. Jeg glæder mig til de fremtidige udfordringer, og jeg håber at vi kan give fansene en masse gode oplevelser, og at vi kan blive ved med at være en del af toppen af dansk fodbold.

Rasmus Falk er 19 år gammel og har indtil videre spillet fire kampe for OB. Derudover er det blevet til 31 ungdomslandskampe med otte scoringer til følge. Disse er fordelt på U16, U17, U18 og U19 landsholdet. Desuden var Rasmus Falk i marts 2011 udtaget til U20-landsholdet, hvor han desværre måtte melde afbud på grund af sygdom.

F A K T A
Navn: Rasmus Falk Jensen
Fødselsdato: 15.01.1992
Højde: 177 cm.
Vægt: 65 kg.
Position: Angreb
Trøjenr.: 9
Kampe/Mål for OB: 4/1
U-landskampe/mål: 31/8
Tidligere klubber: Middelfart G&IF


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd