Log ind

OB sælger Aas til Strømsgodset

Spillerafgang |11. december 2006 |
Foto: Erik Kempf

Odense Boldklub har i dag solgt forsvarsspilleren Alexander Aas til den norske oprykkerklub Strømsgodset.

Alexander Aas kom til OB fra den norske klub Odd Grenland på en toårig kontrakt i januar 2005. I sommeren 2006 forlængede OB kontrakten med Aas, så den løb i endnu to år; frem til 31. juni 2008. Aas har siden sin ankomst til OB været en vigtig spiller i OB’s midterforsvar, og han kunne samtidigt benyttes på pladsen som højreback.

OB ville da også gerne beholde Aas, men et godt tilbud fra Strømsgodset, kombineret med spillerens ønske om at vende hjem til Norge, har betydet, at salget blev en realitet.

- Vi har solgt Alexander Aas, fordi vi fik et godt tilbud fra Strømsgodset. Da Alexander Aas selv havde ytret ønske om at vende hjem til Norge, og tilbuddet fra den norske klub var acceptabelt for os, var der ingen grund til, at vi skulle stå i vejen for hans ønske. Vi havde gerne beholdt ham, for han har været en vigtig spiller for holdet og haft en professionel indstilling til både træning og i kamp, men alt i alt er der tale om en god handel for alle parter, siger OB’s direktør Kim Brink.

Alexander Aas har spillet 61 kampe for OB og scoret tre mål. Desuden har han spillet otte A-landskampe samt en lang række U-landskampe for Norge.


Skrevet af Peter Hørlüch

EmediateAd