Log ind

OB sælger Martin Spelmann til Genclerbirligi

Nyt fra OB |28. maj 2015 |
(Foto: Per Kronvold)

OB har solgt Martin Spelmann til den tyrkiske klub Genclerbirligi SC. Midtbanespillerens klubskifte sker når forårssæsonen er færdigspillet, og han har underskrevet en tre-årig kontrakt i Tyrkiet.

Efter et flot forår for OB i Alka Superligaen, har Martin Spelmann skabt interesse om sine kvaliteter. Det har udmøntet sig i et tilbud fra den tyrkiske klub Genclerbirligi SC, og her har den 28-årige midtbanespiller underskrevet en tre-årig kontrakt efter at have bestået det obligatiske lægetjek tidligere på ugen.

- Martin er en spiller, der altid er garant for fight og solid indsats, og i foråret har han suppleret dette med at vise sin målfarlighed. Det har gjort ham attraktiv for udenlandske klubber, og han har selv længe haft et ønske om at komme til en udenlandsk klub. Det tilbud, vi har fået fra Genclerbirligi SC har været på et niveau, som vi er tilfredse med, og derfor glæder det os, at Martin får sin udlandsdrøm opfyldt, mens vi får mulighed for at forstærke truppen. For det er klart, at vi kommer til at savne hans indsats og energi i kampene, hvor han i foråret har været blandt dem, der gik forrest, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.

Martin Spelmann ser frem til de nye udfordringer, der venter ham efter sommerpausen.

- Jeg er utroligt glad, for jeg har søgt mod udlandet i mange år, men jeg er også lidt skræmt på den gode måde.  Jeg skal forlade de trygge rammer herhjemme og ned til en liga, hvor der bliver gået til stålet, og hvor der bliver spillet i et meget højt tempo mod nogle rigtig gode klubber. Jeg vil hele tiden gerne forbedre mig og stiler hele tiden højere, så det bliver spændende at være med på dette niveau, og jeg håber, at det måske kan bringe mig ind omkring landsholdet, siger Martin Spelmann og fortsætter:

- Samtidig forlader jeg OB på et tidspunkt, hvor tingene er begyndt at fungere rigtig godt, og hvor jeg kan mærke, at byen, fansene, klubben og holdkammeraterne tror på projektet. Det er et godt tidspunkt at sige farvel på, men det er også lidt ærgerligt ikke at kunne være med til at bygge videre på tingene med Kent Nielsen som træner. Jeg har det sådan, at hvis jeg skulle fortsætte i en dansk klub, så skulle det være OB, hvor jeg har haft en fantastisk opbakning fra fansene, og hvor jeg elsker byen. Med min alder er det bare nu, at det skal være, hvis jeg skal nå at få noget ud af en udlandskarriere, og det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Martin Spelmann.

Siden debuten for OB i sommeren 2013, har Martin Spelmann spillet 63 kampe og scoret 12 mål i den stribede trøje.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd