Log ind

OB sikrer sig Jacob Barrett Laursen

Nyt fra OB |3. juli 2014 |
(Foto: Erik Kempf)

Den talentfulde venstreback, Jacob Barrett Laursen, skifter fra Juventus til OB. I den seneste sæson har han været lejet i den italienske storklub, men nu bliver skiftet til Odense gjort permanent.

Jacob Barrett Laursen har skrevet under på en kontrakt, der gør ham til OB-spiller frem til 30. juni 2017.

- Vi har haft Jacob i et år, og her har han vist stor fremgang. Der har været så lovende takter både i kamp og på træningsbanen, at jeg er rigtig glad for, at Jacob Barrett er OB-spiller i de kommende tre år, siger cheftræner Troels Bech og fortsætter:

- Der er ikke tvivl om, at Jacob Barrett er en potentiel starter for os. Han har jo alderen for sig, og hvis han fortsætter sine fremskridt, vil han være en hyppig gæst på TREFOR Park.

Sportsdirektør Jesper Hansen er også tilfreds med, at det lykkedes at få en aftale på plads med Juventus om det unge talent.

- Juventus har været meget samarbejdsvillige, og vi har fået lavet en fin aftale med klubben, som alle parter kan være glade for. Jeg er glad for, at vi har haft Jacob Barrett hos os i et år, hvor han har vist sig godt frem. Nu skal han udvikle sig yderligere i en klub, hvor han er faldet godt til, siger Jesper Hansen.

Jacob Barrett Laursen er naturligvis også en glad mand. Foråret blev afbrudt af en ærgerlig skade, men han er i gang med løbetræningen igen.

- Jeg er virkelig glad for at være i OB, og jeg har det godt på holdet, så det er dejligt, at det hele er faldet på plads. I første omgang drejer det sig om, at jeg skal komme endnu stærkere tilbage fra min skade. Sportsligt er målsætningen, at jeg skal have mange flere kampe i år. På sigt vil jeg gerne være fast mand, og det kræver, at jeg holder fast og lytter til Troels’ ønsker til en venstre back, siger Jacob Barrett Laursen.

I den seneste sæson fik Jacob Barrett Laursen syv kampe for OB. Han fortsætter med trøje nummer 20.


Skrevet af Morten Skov

EmediateAd