Log ind

OB skriver kontrakt med Jacob Buus

Nyt fra OB |22. marts 2016 |

OB har skrevet en to-årig kontrakt med Jacob Buus, der rykker op fra U19 Ligatruppen til Alka Superligatruppen med virkning fra sommer.

19-årige Jacob Buus Jacobsen kan se frem til at prøve kræfter med tilværelsen som fuldtidsprofessionel, når han til sommer tager springet fra U19 Ligatruppen til Alka Superligatruppen. Jacob Buus har underskrevet en kontrakt, der holder den alsidige spiller i OB-truppen frem til sommeren 2018.

- Jacob Buus er en rigtig spændende spiller, der tidligere har optrådt på den centrale midtbane og senest som højre kant og højre back. Han har grebet chancen, når han fået den i Reserveligaen og sammen med ligatruppen, og samtidig har han arbejdet hårdt og målrettet i det daglige hos U19 truppen. Vi er stolte over, at endnu en af vores egne fynske spillere, der oprindeligt kommer fra Øens Hold-samarbejdsklubberne, tager springet op i ligatruppen, og det er jeg også sikker på, at hans barndomsklub Fraugde GIF er. Vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling i de kommende år, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Cheftræner Kent Nielsen ser også frem til at få Jacob Buus under sine vinger.

- Jacob Buus falder i øjnene, fordi han har en fantastisk motor og drive, mens han samtidig er hurtig og har et kæmpestort løbepensum. Han spiller back hos os, og han er gennembrudsfarlig og har kræfterne til at komme hjem igen. Så han er en interessant ung spiller, der får mulighed for at træne og spille sammen med de bedste, og det tror vi på vil videreudvikle ham endnu mere end det, vi allerede har set på U19 landsholdet og i U19 Ligaen, siger Kent Nielsen.

Jacob Buus er typen, der altid holder fokus på den aktuelle opgave, han står i, men selvom opgaverne i resten af foråret fylder mest for ham lige nu, så glæder han sig naturligvis til sommer.

- Først og fremmest så er det en kæmpe drøm, der er gået i opfyldelse. Lige siden jeg var en lille knægt har det været den største drøm for mig at komme til at spille for OB’s ligahold, og jeg føler, at jeg er så klar, som jeg kan blive. Når man når den alder, jeg har nu, så tror jeg at de fleste kan mærke, om de er klar til at tage springet, og det føler jeg, at jeg er. Jeg er hårdtarbejdende og meget dedikeret, og jeg har været villig til at ofre rigtig meget for at nå hertil, så det er en kæmpe glæde, at det bliver til virkelighed.

Jacob Buus var udtaget til det danske U19 landshold, der i denne uge spiller EM kvalifikation i Serbien, men han har måttet melde afbud på grund af sygdom. Han kommer oprindeligt fra Øens Hold samarbejdsklubben Fraugde GIF, og spiller i resten af foråret for OB’s U19 Ligahold. Efter overståede eksamener og sommerferie indleder han sin nye tilværelse som Alka Superligaspiller.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd