Log ind

OB skriver kontrakt med Jeppe Tverskov

Nyt fra OB |20. april 2016 |

OB har skrevet en tre-årig kontrakt med Jeppe Tverskov. Den 23-årige forsvarsspiller skifter til OB fra Randers, når hans nuværende kontrakt udløber til sommer.

Den 23-årige forsvarsspiller Jeppe Tverskov skifter fra Randers FC til OB, når hans nuværende kontrakt udløber i sommeren 2016. Han har underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommeren 2019, og OB’s sportsdirektør Jesper Hansen glæder sig over, at Tverskov har taget imod OB’s tilbud.

- Jeppe Tverskov har udviklet sig rigtig fint i den seneste periode, hvor han er blevet mere moden i sit spil og har tillagt sig en masse gode defensive kompetencer, hvilket også har bragt ham frem som en del af startopstillingen deroppe. Han har været en spiller, vi har holdt et vågent øje med i længere tid, og vi er glade for, at han i de kommende tre sæsoner bliver en del af vores hold. Han har allerede nu niveau til at gøre sig bemærket i Alka Superliga, og han har fortsat mulighed for at blive endnu stærkere, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Cheftræner Kent Nielsen ser også frem til Jeppe Tverskovs ankomst.

- Jeppe har været igennem en rigtig fin udvikling i Randers, og sammen med hans tid i Lyngby har han efterhånden en del kampe på højt niveau. I Randers har han arbejdet sig til en del startpladser, og her har han vist, at han trods sin relativt unge alder har niveau til Alka Superliga. Han er positionssikker, fysisk stærk og dygtig med bolden, og det kommer blandt andet også af, at han tidligere har spillet som central midtbanespiller. Den boldsikkerhed er han god til at bringe med i sin nye position som midterforsvarer, og selvom det også er den position, vi primært ser ham i, så er vi altid glade for at have spillere, der kan dække flere pladser. Jeppe sikrer, at vi også fremover får en sund konkurrence om pladserne som midtstopper, og vi glæder os til, at han bliver en del af vores trup fra sommer, siger Kent Nielsen.

For Jeppe Tverskov bliver det et nyt og spændende kapitel, der indledes efter sommerferien.

- Jeg har haft nogle gode samtaler med folk i og omkring OB, og det har tiltalt mig meget at mærke den passion de har, når de taler om klubben og det projekt, der er sat i gang. Det har været med til at overbevise mig, ligesom selve udviklingen i klubben tiltaler mig meget. Det er en klub med mange spillere, der er dygtige med bolden, og som gerne vil score mange mål samtidig med at defensiven er solid. Det er den type fodbold, jeg er opflasket med, og her har Randers været en vigtig del af min udvikling, så jeg er blevet til den spiller, jeg er i dag. Det skylder jeg alle i Randers FC en stor tak for, og ingen skal være i tvivl om, at resten af foråret udelukkende har det fokus fra min side, at jeg vil slutte godt af i Randers og hjælpe klubben frem til den bedst mulige placering, siger Jeppe Tverskov.

Jeppe Tverskov spillede i sine ungdomsår for B1903, inden han skiftede til Lyngby som 18-årig og videre til Randers tre år senere. 


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd