Log ind

OB skriver kontrakt med Matti Lund Nielsen

Nyt fra OB |19. september 2015 |
(Foto: Erik Kempf)

OB og Matti Lund Nielsen har underskrevet en kontrakt, der betyder, at Matti Lund Nielsen er OB-spiller i resten af 2015.

Den 27-årige midtbanespiller har trænet sammen med OB siden han blev løst fra sin kontrakt i italienske Pescara i slutningen af august. Her har han holdt formen ved lige, og samtidig er OB og Matti Lund blevet så glade for hinanden, at de nu har lavet papir på et samarbejde for resten af kalenderåret.

- Matti er en arbejdsom midtbanespiller med en stor alsidighed. Han er utroligt professionel og god for kollektivet i en trup, og på banen er han en dygtig boldspiller med stor disciplin, godt blik for det fremadrettede og god til at skabe flow i spillet. At han samtidig har et stort OB-hjerte er selvfølgelig kun et plus, men det er hans fodboldmæssige kvaliteter, vi først og fremmest har vurderet ham på, og vi glæder os over, at vi har fået papir på samarbejdet frem til nytår, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.

Matti Lund Nielsen siger:

- Jeg er utroligt glad for, at få lov være med resten af efteråret, og jeg glæder mig til at bidrage til et spændende projekt i OB. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af det hele, og jeg synes, der er nogle spændende ting i gang, som jeg ser frem til at være med i.

Matti Lund Nielsen spillede for OB frem til 2010, og siden har han været i FC Nordsjælland og italienske Pescara, hvorfra han har været udlejet til Hellas Verona og Perugia. Han er noteret for 12 kampe for OB's bedste hold, og han vil være spilleberettiget for OB, såfremt DBU giver dispensation, hvilket er normal procedure, når man skriver kontrakt med en kontraktfri spiller udenfor transfervinduet.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd