Log ind

OB skriver med Mathias Thrane

Nyt fra OB |30. maj 2016 |

OB har skrevet en to-årig kontrakt med den kreative og energiske Mathias Thrane. Den 22-årige offensivspiller skifter efter kontraktudløb i AaB og slutter sig til OB-truppen efter sommerferien.

Mathias Thrane og OB kan se frem til et spændende samarbejde i de kommende to sæsoner, når den unge offensivspiller skifter nordjyske AaB ud med Ådalen. Her vil den kreative sjællænder, der oprindeligt kommer fra HIK, få mulighed for at videreudvikle det talent, som Kent Nielsen i forvejen kender fra deres fælles tid i Aalborg.

- Vi er glade for, at vi er blevet enige med Mathias Thrane om en aftale for de kommende sæsoner. Han er en spændende spiller, som vi tror på kan tage de næste skridt i sin udvikling hos os, efter at han har haft sine to første år som fuldtidsprofessionel i AaB. Han har nogle åbenlyse offensive kvaliteter, og samtidig er han hårdtarbejdende og alsidig, og det glæder vi os til at opleve i OB også, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

For OB’s cheftræner Kent Nielsen er det anden gang, at han henter Mathias Thrane til sit hold. Han vægter både Thranes fodboldtalent, indstilling og væremåde som vigtige grunde til, at Thrane kan blive en succes i OB.

- Jeg var med til at hente ham til AaB for to år siden, og efter en første sæson, hvor han løb ind i nogle af de skadesproblemer, man ofte ser hos spillere, der lige er kommet på fuld tid, så har han haft et godt år at videreudvikle sig i efterfølgende. Han er stadig ung, men allerede i HIK-tiden spillede han mange førsteholdskampe og scorede en del mål. Vi får en energisk og talentfuld spiller med nogle kreative evner og en god målfarlighed, som vi tror og håber på, at han kan videreudvikle hos os. Sammen med hans talent vil han også kunne bidrage i truppen med sin væremåde og store professionalisme, siger Kent Nielsen.

For Mathias Thrane bliver skiftet til OB også et gensyn med Fyn. For selvom han oprindeligt er fra Nordsjælland, så har han også tidligere prøvet kræfter med Fyn, da han tog sin 9. klasse på Oure-skolerne.

- Jeg er meget beæret over at skulle være en del af en stor klub som OB, som jeg ser som en klub i stor fremgang. Jeg håber på mange succesfulde år her, og jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at Kent Nielsen stadig ser et potentiale i mig. Jeg synes selv, at jeg har mine styrker i spilforståelsen og kombinationsspillet, men jeg har også en god motor og kan godt lide at arbejde hårdt. Jeg har haft nogle rigtig gode år i Aalborg med en masse fantastiske mennesker deroppe, og det vil aldrig glemme. Men nu ser jeg frem til at blive OB’er, og jeg håber at få chancen for at bidrage endnu mere her og være med til at skabe nogle gode oplevelser for klubben og for OB’s publikum, siger Mathias Thrane.

Første træning efter sommerferien finder sted tirsdag 21. juni. 


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd