Log ind

OB tabte til effektive sønderjyder

Alka Superliga |29. april 2018 |

Alka Superliga - 32. runde
Søndag 29. april, 14:00, Sydbank Park
SønderjyskE - OB 2-0 (0-0)
58. min. 1-0 Simon Kroon (straffespark)
73. min. 2-0 Mads Hvilsom

Gule kort:
SønderjyskE: 63. min. Jeppe Simonsen
OB: 57. min. Kenneth Emil Petersen

SønderjyskEs holdopstilling:
Sebastian Mielitz - Stefan Gartenmann, Marc Pedersen, Kees Luijckx - Jeppe Simonsen, Rasmus Vinderslev, Marcel Rømer, Eggert Jonsson, Nicholas Marfelt (89. min. Søren Frederiksen) - Simon Kroon (86. min. Victor Ekani), Mads Hvilsom (80. min. Mikael Uhre)
Bænken: Lukas Fernandes, Emil Scheel, Søren Frederiksen, Anders Egholm, Mikael Uhre, Victor Ekani, William Tchuameni

OB's holdopstilling:
Sten Grytebust - Ryan Johnson Laursen, Kenneth Emil Petersen (61. min. Troels Kløve), Marco Lund, Mikkel Desler - Julius Eskesen (75. min. André Rømer), Jeppe Tverskov, Jens Jakob Thomasen, Mathias Greve - Anders K. Jacobsen, Nicklas Helenius (71. min. Mathias Jørgensen)
Bænken: Thomas Mikkelsen, Joao Pereira, André Rømer, Nana Welbeck, Troels Kløve, Mohammed Fellah, Mathias Jørgensen

Tilskuertal: 4.242

Kampens forløb:
Sidste runde for OB’s vedkommende i Alka Superligaens gruppespil blev spillet søndag eftermiddag, da striberne gæstede SønderjyskE. Et sted OB har haft det svært på det seneste – således havde de fem seneste kampe i Haderslev kun givet et enkelt point til striberne.

Det var et formstærkt OB-mandskab, der var kommet til Haderslev med fem ubesejrede kampe i træk – og en angrebsduo med Anders K. Jacobsen og Nicklas Helenius, der i de fire seneste kampe havde lavet seks kasser tilsammen.

Og efter et kvarters tid var det netop Nicklas Helenius, der fik kampens første chance. En genial chip-aflevering fra Jeppe Tverskov sendte Helenius alene igennem med Sebastian Mielitz. Den tyske målmand kom blæsende ud af sit mål, og Helenius forsøgte at sparke den over ham med en inderside, men bolden gik forbi målet. En stor afbrænder i en chancefattig indledning på kampen.

Syv minutter efter var det så hjemmeholdet, der i stedet var ved at bringe sig foran. Simon Kroon satte sig igennem på højrekanten og smed en flad bold ind til Mads Hvilsom. Hvilsom kiksede sin afslutning, og i stedet kom Ryan Johnson Laursen på bolden og fik sendt den væk fra straffesparksfeltet.

Det var en jævnbyrdig kamp med rigtig meget spil på midten af banen, men OB virkede som det farligste hold. Men det var ligeved og næsten. Først en lovende mulighed til Ryan Johnson Laursen på et indlæg, og kort efter en stor mulighed til Anders K. Jacobsen, der sendte bolden flere meter over mål.

Som OB blev mere dominerende på bolden blev hjemmeholdet faktisk farligere i den anden ende. OB fik rykket flere mænd frem på banen, og det gav huller i den anden ende, hvor SønderjyskE forsøgte at straffe OB på omstillinger, der også kun var lige ved og næsten.

Efter 43 minutters spil var Mads Hvilsom så tæt på at bringe SønderjyskE i front. Og igen var det på en omstilling, SønderjyskE forsøgte sig, og Grytebust måtte levere en stærk redning i situationen. Ikke kampens største chance, men det klart farligste forsøg, der var i de første 45 minutter.

Fra anden halvlegs start var det igen OB, der kom bedst fra start, og fem minutter inde i halvlegen var Nicklas Helenius tæt på i to gange, og få sekunder efter blev et indlæg smidt ind i knolden på Anders K. Jacobsen, der headede lige på målmanden.

Bare et minut efter var Mads Hvilsom så på spil i den anden ende, da han trak ind i banen og trykkede af, men Grytebust kunne let skubbe bolden over overliggeren. En optimistisk start på halvlegen fra begge mandskaber, og det begyndte at dufte af mål i Haderslev.

Og fem minutter senere kom kampens første scoring så. En skarpt slået aflevering blev pillet flot ned af Mads Hvilsom inde i straffesparksfeltet. En minimal berøring fra Kenneth Emil Petersen var tilsyneladende nok til at vælte Hvilsom, og dommeren vurderede, at der var straffespark. Det tog Simon Kroon sig af, og han sparkede sikkert bolden i nettet og SønderjyskE på 1-0.

OB satte straks Troels Kløve på banen i stedet for Kenneth Emil Petersen, og Kløve gik ind på den centrale midtbane, mens Jeppe Tverskov blev skubbet ned i forsvaret og overtog anførerbindet. Lidt senere foretog Kent Nielsen så den anden udskiftning, da Mathias Jørgensen kom på banen i stedet for Nicklas Helenius.

Kampen var gået lidt i stilstand, men pludselig opstod der en chance til Mads Hvilsom, der med kvikke fødder trak ind i banen fra venstre og sparkede fladt i målet. En skarp afslutning der lige akkurat var udenfor Grytebusts rækkevidde, og så stod det pludselig 2-0 til SønderjyskE.

OB var klart mest boldbesiddende, men en stærk defensiv indsats fra sønderjyderne gjorde det svært for striberne, der først efter 82 minutters spil skabte den første chance efter SønderjyskE bragte sig foran 25 minutter inden. Anders K. Jacobsen kom fint til mållinjen, og spillede bolden skråt tilbage til Mathias Greve, der afsluttede første gang, men bolden sneg sig over overliggeren til et sønderjysk målspark.

I slutfasen var både Ryan Johnson Laursen og Mathias Greve tæt på at reducere til 2-1, men det blev ved lige ved og næsten for OB, der tabte med 2-0 til SønderjyskE, men alligevel ender som nummer 1 i pulje 2 og med 99 % sandsynlighed møder AGF i den første kamp i Europa Playoff, hvor der skal kæmpes for en plads i Europa League.

Næste kamp:
6. maj, AGF – OB, Ceres Park


Skrevet af Benjamin Jakobsen

EmediateAd