Log ind

OB udlejer to spillere

Nyt fra OB |2. februar 2009 |

OB har på transfervinduets sidste dag udlejet to spillere. Det drejer sig om midtbanespilleren Matti Lund Nielsen der udlejes til Lyngby og angriberen Srdjan Radonjic der udlejes til østrigske Cashpoint SCR Altach. Sidstnævnte aftale er dog betinget af at Srdjan Radonjic består lægetjekket  samt at de sidste detaljer falder på plads mellem klubberne.*

Matti Lund Nielsen, der i januar var med det danske U21-landshold i Panama og Florida, har i vinterperioden forlænget sin kontrakt med OB, og klubben ser ham fortsat som en spiller, der har potentialet til at blive en stærk spiller på det fynske SAS Ligahold.

For at fortsætte sin udvikling skal Matti Lund Nielsen imidlertid have spilletid på højeste niveau, og derfor var han i efteråret udlejet til Lyngby Boldklub i toppen af næstbedste række. Tiden i Lyngby forløb til stor tilfredshed for alle parter, og det er således også her, at Matti Lund Nielsen kommer til at spille i foråret 2009. Lejekontrakten udløber 30. juni 2009.

Srdjan Radonjic var i efteråret udlejet til norske Start. Den montenegrinske angriber rykker i forårssæsonen sydpå, når han tørner ud for Cashpoint SCR Altach, der ligger på sidstepladsen i den bedste østrigske liga. Her skal Srdjan Radonjic lufte målnæsen frem til udgangen af juni måned, hvor lejekontrakten ophører.

OB ønsker begge spillere held og lykke med forårets udfordringer.

* 03.02.09 12:00 De sidste detaljer i forbindelse med Srdjan Radonjic-skiftet til Altach er faldet på plads.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd