Log ind

Ousager med nye karriereambitioner

Nyt fra OB |8. maj 2015 |
(Foto: Erik Kempf)

OB-keeperen Emil Ousager stopper sin professionelle fodboldkarriere, når hans kontrakt i OB udløber midt på sommeren. Ousager har ved siden af fodbolden studeret økonomi, og et attraktivt jobtilbud i det private erhvervsliv har gjort, at han har besluttet at indstille karrieren på topniveau.

- Det er en beslutning, jeg er rigtig glad for. Den har været under opsejling i lang tid, og jeg er kun blevet bekræftet i de seneste måneder. Jeg har hele tiden haft det sådan, at hvis der kom et tidspunkt, hvor der var en begrænsning for, hvor meget længere jeg kunne nå i min fodboldkarriere, så har det været vigtigt at have noget andet ved siden af. Det kan jeg bruge nu, og jeg får muligheden for at prøve noget helt nyt, siger Emil Ousager.

- Jeg har fået tilbudt et job i Nordeas handelsafdeling, og det er en mulighed, jeg ikke kan sige nej til. Tilværelsen i fodboldbranchen er meget usikker, og især når man som jeg ikke har været fast mand i noget tid. Så selvom jobbet som professionel fodboldspiller er et af de mest attraktive, man kan forestille sig, så kommer der også et tidspunkt, hvor der er nogle andre ting, der tæller.

Emil Ousager har været i OB i flere omgange. Han udviklede sit talent i klubbens ungdomsafdeling, og efter afstikkere til andre klubber, har han hver gang fundet tilbage til Ådalen.

- Jeg vil altid følge OB, og det kunne være sjovt en dag at komme tilbage i en anden rolle. Det bliver specielt, og det bliver vemodigt at stoppe i OB, men min beslutning er moden, selvom jeg ikke er så gammel endnu, lyder det fra Ousager.

Rollen som målmand i en fodboldklub er meget anderledes. Alle klubber har brug for mindst to målmænd, der er dygtige nok til at starte inde, men hvis man ikke ender som førstevalg på posten, så er det svært at ændre situationen.

- Jeg tager nok ikke munden for fuld, hvis jeg siger, at målmandsposten er den sværeste og mest specielle position på et fodboldhold. Det betyder ikke noget for din position, om der bliver ændret system, eller om modstanderen passer bedre til dig. Der er ikke nogen taktiske indgange til at få en plads, så det er kun præstationerne, der tæller, og derfor er det svært, når man sidder på bænken. Det har jeg prøvet i mange år, og jeg har også haft perioder, hvor jeg har stået fast. Det har selvfølgelig været fedt at prøve, men jo ældre man bliver, jo mere tænker man over, om det er det rigtige at gøre, siger Emil Ousager og fortsætter:

- Jeg har manglet spilletid og kamptræning, men for mig ville lykken ikke være at spille for en 1. divisionsklub og gå rundt med usikkerheden om, hvorvidt jeg ville være god nok til at spille på højeste niveau igen. Der er andre ting, jeg hellere vil, og når det ikke kan være som målmand i OB, så er det rigtige for mig at gå i en helt anden retning. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig vil spille fodbold igen, men det er andre ting, jeg prioriterer lige nu.

Efter sommerferien står den altså på en erhvervskarriere i hovedstaden. Den gode fodboldopdragelse og erfaringerne fra det helt særlige elitesportsmiljø kan dog sagtens bruges i det private erhvervsliv.

- Der er mange ting, jeg kan tage med mig. I fodbold er der kontant afregning, hvis man ikke er tilstede hele tiden. Det gælder om at være mentalt skarp og at kunne holde til det pres, der er i fodboldens verden. Særligt i perioder, hvor det ikke går så godt. De udfordringer og konkurrencesituationer, man står i som fodboldspiller, kan helt sikkert komme mig tilgode fremover på arbejdsmarkedet, siger Emil Ousager og fortsætter:

- Ambitionen er at blive leder på et eller andet niveau. Jeg nåede ikke helt til tops i fodbold, men jeg nåede dog både at spille Europa League, Superliga og pokalkampe, så jeg føler, at jeg har været med til meget og har fået mange gode oplevelser. Nu går jeg ind til en anden karriere, og der vil jeg gå helhjertet efter at nå til tops, for jeg synes, at jeg har nogle egenskaber, der passer godt ind, og som gør at jeg godt kunne se mig selv stå i spidsen for en organisation. Men jeg ved også, at det kræver mange års flid og hårdt arbejde.

Afslutningen på fodboldkarrieren bliver vemodig. Men en ny og spændende karriere venter forude, og der er flere uvante fordele, som OB-målmanden ser frem til.

- Jeg vil nyde, at jeg ikke kommer beskidt hjem fra arbejde. Og så glæder jeg mig til at prøve at holde weekend, for selvom der ikke er noget federe end at komme hjem en søndag aften efter en sejr på TREFOR Park, så glæder jeg mig også til at kunne gøre nogle andre ting i mit liv. Jeg siger farvel med vemod, men samtidig glæder jeg mig til at tage fat på det nye kapitel i mit liv, siger Emil Ousager og slutter:

- Jeg kommer til at savne fodbolden rigtig meget, men jeg ved også, at man ikke kan gå ind til noget halvt. Jeg vil gerne frem i verden, og jeg vil dygtiggøre mig. Det kræver mit fulde engagement, så når den sidste kamp er spillet, så vil mit fokus være andre steder.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd