Log ind

Poul Hansen stopper i OB

Nyt fra OB |28. december 2012 |

Sportsdirektør Poul Hansen stopper efter eget ønske i OB. I den kommende periode vil cheftræner Troels Bech midlertidigt overtage alle de sportslige opgaver - herunder sammensætningen af truppen - mens adm. direktør Thomas Christensen overtager de administrative opgaver. Poul Hansen vil desuden fungere som rådgiver i januars transfervindue.

I november 2011 takkede Poul Hansen ja til at blive ny sportsdirektør i OB. Efter en lang årrække som ekspert og kommentator på TV, betragtede Poul Hansen det som en spændende udfordring at vende tilbage til et job i toppen af dansk fodbold, og i det seneste år har han leveret en god indsats på en krævende position. Han har haft en stor andel i sammensætningen af den OB-trup, der er ved at blive spillet sammen i et nyt spilsystem, og således har han fået opbygget fundamentet til det, der vil kendetegne OB i fremtiden.

- Det har været et spændende og udfordrende job, hvor det administrative og den økonomiske styring har fyldt mere, end jeg havde forestillet mig, og det har klubben og jeg haft en dialog om. Jeg er først og fremmest interesseret i det fodboldmæssige, og derfor har jeg brugt tiden efter sæsonafslutningen på at tænke mig grundigt om, og jeg er kommet frem til, at det er den rigtige beslutning at stoppe i OB nu. Vi har i efteråret set, at vi med omtanke og en god strategi har fået lagt grundstenene til det OB, vi ønsker at bygge op. Det har været det første step i den udviklingsplan, der lå i mine opgaver, og det har jeg været rigtig glad for at være en del af, siger Poul Hansen.

Administrerende direktør Thomas Christensen tager Poul Hansens beslutning til efterretning.

- Poul har haft en krævende opgave i OB, og den blev naturligvis ikke lettere af, at han i en periode i foråret både agerede cheftræner og sportsdirektør. Han har skabt det fundament, vi har ønsket i forhold til ligatruppen, trænerstaben og staben omkring Superligatruppen, og vi har i dette efterår set et OB-hold, der har udviklet sig markant med en lang række nye spillere og en ny cheftræner. Derfor kan man sige, at vi er kommet godt igennem den første del af udviklingsplanen, og det skal Poul have stor ros for, siger Thomas Christensen og fortsætter:

- Der ligger mange administrative opgaver i jobbet som sportsdirektør i en stor koncern som OS&E, og det er naturligvis ærgerligt, at de fylder mere, end Poul havde forventet. Vi tager hans beslutning til efterretning med beklagelse, og samtidig er vi nødt til hurtigst muligt at se fremad. De kommende måneder og år skal vi bygge videre på den udvikling, der er sat i gang, og vi skal derfor finde den rigtige måde at komme videre på. Derfor har vi sammen med Troels Bech vurderet, at den bedste løsning nu og her er, at Troels påtager sig de opgaver, der handler om rekruttering af spillere og staben i Ådalen, mens de mere administrative og forhandlingsmæssige opgaver kommer til at ligge hos mig, indtil vi har fundet en ny løsning.

OB vil hurtigst muligt igangsætte arbejdet med at finde en ny løsning for det sportslige område.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd