Log ind

Premieresejr i Atlantic Cup

Nyt fra OB |28. januar 2011 |

OB åbnede sin deltagelse i Atlantic Cup med en sejr på 3-2 over Brøndby i turneringens første kamp. Set med blåhvide øjne – og måske også med mere neutrale øjne – var det en fortjent sejr, for OB var mere kyniske og farlige på deres muligheder end Brøndby.

Sjællænderne havde ganske vist bolden meget igennem hele kampen, men OB var velorganiserede og fik fyldt rummet foran keeper Mads Toppel godt op på dødboldene, så Brøndby ikke kunne komme til deciderede afslutninger.

Også i det åbne spil stod OB godt og gjorde det dermed også svært for Brøndby i dette aspekt af kampen. Derfor blev sjællændernes procentvise overtag for så vidt angår boldbesiddelse aldrig udslagsgivende.

Brøndby kom bedst ud af starthullerne, og indledningsvis befandt bolden sig mest på OB’s banehalvdel. Men det var fynboerne der var farligst og Andreas Johansson kunne med lidt mere held og præcision have bragt OB foran allerede efter 19 minutter, da han først tæmmede en diagonalpasning og derefter afsluttede på stolpen i et forsøg på at udplacere Brøndbys målmand.

Det var den største chance før pausen, men efter sidebyttet kom der lidt mere gang i sagerne, muligvis fordi spillerne begyndte at blive lidt trætte. På midtbanen sloges Kalilou Traoré som en kæmpe og fire minutter efter pausen gjorde hans kollega på OB’s midtbane Hans Henrik Andreasen, det, han har gjort så ofte i denne sæson: Hans scorede. En bold ind i feltet fandt ”HH”, som udplacerede Brøndbymålmanden med et fladt skud ved den ene stolpe.

Fem minutter senere gjorde Rurik Gislason nøjagtig det samme, og så var OB foran 2-0. Men det hold ikke længe, for blot 2 minutter senere reducerede Ousman Jallow for Brøndby.

Nu begyndte spilet at bølge mere frem og tilbage og de få fremmødte portugisere fik en afvekslende fodboldkamp at se. Og de fik yderligere to mål, for med 19 minutter tilbage på stadions elektroniske måltavle slog Hans Henrik Andreasen til igen – og igen slog Brøndby tilbage kun to minutter efter, da Clarence Goodson reducerede.

Men hverken OB eller Brøndby scorede flere mål, selv om en voldsom satsning af Brøndby gav muligheder til OB. De blev dog ikke udnyttet, og så kunne en flok trætte OB’ere gå i bad med visheden om at have leveret et fornuftigt og godkendt stykke arbejde.


Skrevet af Asger Torning

EmediateAd