Log ind

Ryan Johnson Laursen skifter til OB

Nyt fra OB |17. januar 2017 |
(Foto: OB)

OB har købt Ryan Johnson Laursen i Esbjerg fB. Den 24-årige forsvarsspiller skifter til OB med øjeblikkelig virkning på en kontrakt gældende frem til sommeren 2020.

Johnson Laursen har spillet i Esbjerg siden 2013, men har tidligere i karrieren også repræsenteret Lyngby og BK Skjold. Han er født i USA og har en amerikansk mor og en dansk far, og i landsholdssammenhæng har han repræsenteret de danske ungdomslandshold 16 gange.

- Ryan Johnson Laursen er en spændende spiller, og vi er glade for at være nået til enighed med både Esbjerg fB og spilleren. Han er en spiller i en god alder med et spændende udviklingspotentiale, og det er der en del klubber, som har fået øjnene op for. Derfor er vi glade for, at han valgte os, og vi ser frem til at følge hans udvikling i OB, siger OB’s sportsdirektør, Jesper Hansen.

Cheftræner Kent Nielsen er også glad for den nye forstærkning.

- Der er ingen tvivl om, at Ryan Johnson Laursen er en dygtig højreback, som også har sine forcer i angrebsopbygningen. Han er meget hurtig, og vi ser ham som et godt supplement til vores trup. Ryan har tidligere spillet for Esbjerg og Lyngby, så han har et godt kendskab til ligaen, og det er en spiller, vi glæder os til at få i truppen, fortæller cheftræneren.

Dansk-amerikaneren ser frem til de udfordringer, der venter ham i Ådalen og OB.

- Jeg er superglad og glæder mig til at komme til OB, som har vist stor interesse. Det er en klub med et stort og uforløst potentiale, som jeg glæder mig til at være med til at indfri. For mit vedkommende ser jeg frem til at tage de næste skridt, og der passer OB’s spillestil rigtig godt til mig. Jeg håber selvfølgelig at komme til at spille regelmæssigt og lægge mere på mit spil, siger Ryan Johnson Laursen.

Ryan Johnson træner første gang med sine nye holdkammerater på torsdag klokken 10.00, og han får trøjenummer 4.


Skrevet af Philip Selmann

EmediateAd