Log ind

Sidste test endte uden scoringer

Nyt fra OB |9. juli 2017 |
(Foto: Morten Wamsler / OB)

Træningskamp 9. Juli 2017 13:00 i Herfølge
HB Køge – OB 0-0 (0-0)

HBK (i nummerorden): Andreas Hansen, Mark Gundelach, Malte Amundsen, Daniel Arrocha, Lee Rochester, Henrik Madsen, Martin Koch Helsted, Alexander Bah, Jean Claude Bozga, Mikkel Wohlgemuth, Kristian Andersen.

OB: Sten Grytebust – Mikkel Desler, Frederik Tingager, Jeppe Tverskov (46. Kenneth Emil Petersen), Jacob Barrett (43. Nicklas Helenius) – Joan Simun Edmundsson (70. Julius Eskesen), Izunna Uzochukwu, Casper Nielsen (70. Mathias Thrane), Rasmus Jönsson – Rasmus Festersen, Anders K. Jacobsen.

Bænk: Thomas Mikkelsen, Kenneth Emil Petersen, Julius Eskesen, Mathias Thrane, Nicklas Helenius.

 

Om kampen:
OB’s sidste test inden ligapremieren på EWII Park mod FC Nordsjælland blev spillet søndag middag i Herfølge. HB Køge var modstanderen, og OB satte sig hurtigt på begivenhederne. Der stod OB på langt det meste i en første halvleg, hvor der dog var et stykke vej til de første målchancer. Et velorganiseret HB Køge-hold måtte dog se OB skabe farlige muligheder over kanterne, og når det lykkedes at lægge gode dybdeafleveringer fremad mod en meget bevægelig Anders K. Jacobsen. Joan Simun Edmundsson havde et par gode muligheder, og både Izunna og Casper Nielsen fik prøvet langskuddene af, men for begges vedkommende gik afslutningerne lige over mål. HB Køge kom til at par muligheder – særligt gennem hårde indlæg fra højre – men enten fik forsvaret clearet, eller Grytebust fik pillet boldene ned, så første halvleg endte uden scoringer.

I slutningen af første halvleg måtte Jacob Barrett lade sig udskifte på grund af en hjernerystelse, og det betød, at Anders K. Jacobsen spillede resten af kampen på en uvant plads som venstre back. Mængden af udskiftere var således meget begrænset, da trænerteamet havde prioriteret mest mulig spilletid til alle, og mange spillere var blevet hjemme for i stedet at spille træningskamp med reserveholdet søndag aften. Anders K. Jacobsen løste opgaven fint, om end anden halvleg generelt blev en mere usammenhængende og rodet omgang. Det var tydeligt, at der sneg sig en vis træthed ind i holdet efter 14 dages tung træning og tre kampe på bare otte dage. Alligevel formåede både Rasmus Festersen, Joan Simun Edmundsson og Nicklas Helenius at komme til store chancer, mens det lykkedes at holde HB Køge nede på ganske enkelte af slagsen. Men mål kom der ikke, og nu gælder det en uge, hvor fokus og fysisk belastning tilrettelægges efter ligapremieren hjemme mod FC Nordsjælland mandag aften på EWII Park den 17.7. kl. 19.

 

Kent Nielsen efter kampen:

- Det var lidt en skrammelkamp, hvorvi havde svært ved at sætte vores hurtige spil. Vi skal kunne spille efter forholdene, og i dag gjorde banen det svært med det hurtige 1-2-spil, og så må vi spille mere direkte. Der hang vi for meget fast i det, vi plejer, selvom vi i perioder af første halvleg kom godt i dybden. Vi fik skabt de chancer, der skulle til for at vinde, og vi holdt modstanderen nede på et minimum af chancer, og det er det mest positive vi kan sige. Det har været 14 dage med hård træning, og det kunne ses på flere spillere i dag. Jeg har prøvet det hele, når det kommer til sidste træningskamp inden sæsonen, og det har både været rigtig godt og rigtig skidt, og i dag var noget skrammel. Det ændrer dog ikke på, at jeg er optimistisk op til første kamp, og det er slet ikke noget, der gør mig nervøs, for vi havde også besluttet at skifte få spillere ud for at sikre den maksimale belastning i dag.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd