Log ind

Talentfokus: Magnus Pedersen

Akademi |11. september 2014 |

Ind i mellem går tingene stærkt, rigtig stærkt, og man er måske nødt til at nive sig selv i armen for at sikre sig, at man ikke drømmer. For Magnus Pedersen er der sket en hel del de sidste par måneder. Han er 17 år gammel, en fast del af OB’s U19 ligahold, og til sommer rykker han op og bliver en del af Superligaholdet.

- Det har været spændende, og jeg kan mærke, at der er sket en god udvikling. Der var et tidspunkt hvor tingene gik lidt stærkt. Jeg gik fra at være lidt længere nede i hierarkiet til, at jeg pludselig rykkede opad. Det har været nogle gode måneder, meget spændende og lærerige, fortæller en glad Magnus Pedersen. 

En del af noget større
Derudover fik det 17-årige OB-talent for nylig debut på U19 landsholdet, da holdet tidligere på måneden slog Sverige og Norge. En oplevelse, som giver endnu mere erfaring og tro på egne evner.

- Det er altid fedt at repræsentere sit land. Der er en lidt anden spillestil på landsholdet, men det er spændende at komme ud og spille sammen med de bedste spillere fra de andre klubber, fortæller han og fortsætter:

- Da vi var i Norge, gik det rigtig godt, og vi spillede to gode kampe. Vi fik spillet rigtig godt, og vi havde et utrolig godt sammenhold. Det gælder bare om at være sig selv og yde det bedste til træning og være sammen med de andre drenge, så kommer det helt af sig selv. Vi står sammen, og så lærer vi hinanden at kende og bliver mere samlet på den måde.

Superliga forude
Fra sommeren 2015 har Magnus Pedersen skrevet kontrakt med førsteholdet, men han ved, at det kræver ekstra meget arbejde at blive en del af startopstillingen i Superligaen.

- Jeg har selvfølgelig arbejdet med det fysiske, så jeg ikke får et chok, når jeg kommer op og skal spille med de store drenge. Med hensyn til det tekniske så arbejder jeg på at blive bedre på bolden og tænke endnu hurtigere, for det går jo lige en tand hurtigere end nede i U19-rækkerne. Jeg prøver at forbedre mig på alle parametre for også at blive klar oveni hovedet, fortæller forsvarsspilleren, der bestemt mener, at han har noget at byde på:

- Jeg mener, jeg kan bidrage med noget fysik, og jeg er også blevet udmærket på bolden, og så kan jeg bidrage med en masse fight. Man føler også, at man skal arbejde mere for det, så man sætter sig nogle mål og arbejder for at nå dem.

Drengedrømmen
Som mange andre unge fodboldspillere har Magnus Pedersen en travlt hverdag, hvor både elitesport og uddannelse skal hænge sammen.

- Nogle gang kan det være rigtig svært at nå det hele. Ofte er jeg først hjemme fra træning med U19 kvart over otte, og så skal man jo spise og lave lektier. Det er lidt hårdt i nogle perioder, hvis der er meget at se til med skole og fodbold samtidig, men det går fint, siger Magnus, der altid har haft en drøm om at få lov til at spille på TREFOR Park.

Som barn har han brugt mange timer på stadion og fulgt de stribede tæt. Derfor er der en helt speciel dag, som han ser ekstra meget frem til:

- Jeg glæder mig til den dag, jeg får debut ude på stadion. Det er noget, jeg ser rigtig meget frem til forhåbentlig kommer til at ske. Som lille knægt har jeg gået rundt ude på stadion og set de store drenge spille fodbold og set op til dem i mange år, så det kunne være rigtig fedt at prøve, slutter den unge fynbo.

Vi glæder os til følge Magnus’ videre udvikling og til at byde ham velkommen på TREFOR Park.


Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj

EmediateAd