Log ind

Thomas Mikkelsen udlejet til Vejle

Nyt fra OB |10. august 2015 |

OB har udlejet Thomas Mikkelsen til Vejle Boldklub for resten af sæsonen. Den lange angriber vender dermed tilbage til den klub, hvor han slog igennem som divisionsspiller på en aftale, der gælder frem til sommeren 2016.

Thomas Mikkelsen skiftede til OB i sommeren 2014, hvor han efter en fin start fik knap så meget spilletid mod slutningen af efteråret. Derfor spillede han i foråret for svenske IFK Gøteborg på en lejeaftale, inden han vendte tilbage til OB. Nu står den så på endnu et lejeophold for den 25-årige spiller.

- Thomas er i en alder, hvor han skal have gode muligheder for fast førsteholdsfodbold. Som udgangspunkt har han et godt stykke vej til en startplads hos os, og derfor har vi vurderet i fællesskab, at det var en fornuftig løsning for ham at komme til Vejle. Vi ønsker ham al mulig held og lykke og ser frem til at følge ham derovre, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.

Thomas Mikkelsen ser først og fremmest frem til muligheden for atter at få spilletid.

- Og så er jeg glad for, at det kan blive i Vejle, hvor jeg havde nogle rigtig gode sæsoner fra jeg var 19. Jeg havde håbet at mine muligheder for spilletid i OB var bedre nu, end de var for et halvt år siden, men det er vigtigst for mig at komme ud og få spilletid, siger Thomas Mikkelsen og fortsætter:

- Vejle har et godt hold, som kan være med i toppen af 1. division, og det virker som et spændende set-up med Steen Thychosen, som jeg har arbejdet med tidligere, og med Kleber Saarenpää som træner. Det bliver spændende at blive en del af, og det bliver lidt som at komme hjem, fordi jeg har boet i Vejle i seks år og sat stor pris på byen, klubben, fansene og stadion derovre. Så jeg ser frem til at komme over og vise, hvordan jeg har udviklet mit spil, siden jeg sidst var der, siger Thomas Mikkelsen.

Thomas Mikkelsen har indtil videre spillet 12 kampe og scoret et enkelt mål i OB-trøjen.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd