Log ind

Toppel forlænger ikke med OB

Nyt fra OB |6. juni 2015 |
(Foto: Per Kronvold)

OB og Mads Toppel stopper samarbejdet efter den sidste kamp i Alka Superligaen. Den 33-årige keeper har kontraktudløb efter denne sæson, og han har besluttet ikke at tage imod OB's tilbud om forlængelse.

Mads Toppel spillede sine første kampe for OB allerede i 2002, og efter en længere periode i andre klubber i både Danmark og Norge, vendte han tilbage til Ådalen i 2011. Han blev i de første sæsoner betragtet som reservemålmand, men i den seneste tid har han været det faste valg i det stribede mål.

- Mads er en keeper med et stort fighterhjerte. Han har ydet en vigtig indsats for klubben, og han har repræsenteret OB med stor dedikation. Jeg er overbevist om, at han har flere gode år i sig som målmand, men i forbindelse med hele det skifte, vi står overfor denne sommer, har vi ikke kunnet nå til enighed om en forlængelse af kontrakten. Derfor takker vi Mads for hans indsats og ønsker ham al mulig held og lykke fremover.

Mads Toppel siger om sit farvel til OB:

- Vi kunne ikke blive enige, og det bliver selvfølgelig vemodigt at sige farvel til fansene, for jeg elsker fansene og klubben, og de skal have al mulig held og lykke i fremtiden. Nu er der fokus på sidste kamp, og det er det eneste, der fylder noget i mit hovede. Jeg har mange gode år i mig endnu, og det bliver en spændende tid, jeg går i møde.

OB-målet er hidtil blevet vogtet 90 gange af Mads Toppel.


Skrevet af Morten Wamsler

EmediateAd