Log ind

U19 smed føringen to gange mod Lyngby

Nyt fra U19 |11. marts 2018 |

U19 Ligaen
Lørdag 10. marts kl. 13.00, Lyngby
Lyngby – OB 3-3 (2-2)
9 min. 0-1 Mathias Jørgensen
11 min. 0-2 Julius Eskesen
18 min. 1-2 Magnus Westergaard
33 min. 2-2 Simon Pedersen
52 min. 2-3 Elias Lamnaouar
75 min. 3-3 Marius Christiansen (straffe)

OB’s holdopstilling:
Oliver Christensen – Nicolaj Skøtt, Anton Pedersen, Oliver Skolnik, Mathias Bonde – Peter Clement (85. min. Jonathan Kjær), Jonathan Harboe, Mads Frøkjær (67 min. Anders Klynge), Julius Eskesen (63 min. Kristian Brøndum – Mathias Jørgensen, Elias Lamnaouar

Kampens forløb:
Hvis man kan tale om en drømmestart, så var det det, OB fik i lørdagens U19-kamp mod Lyngby Boldklub. Efter cirka ti minutter var stillingen 2-0, da OB havde straffet Lyngby på to effektive omstillinger.

Et par dumme boldtab lukkede dog Lyngby ind i kampen, og efter fejl i boldomgangen hos OB-drengene kom hjemmeholdet tilbage i kampen, og stillingen efter de første 45 minutter var 2-2. Spillet bølgede frem og tilbage, og der var ikke rigtig et hold, der var i massiv kontrol.

OB kommer godt fra land i anden halvleg, og bare syv minutter inde i halvlegen gjorde Elias Lamnaouar det til 3-2. Godt tyve minutter senere fik han så chancen for at blive dobbelt målscorer, da han stod klar ved 11-meter-pletten. Desværre fik han ikke eksekveret straffesparket, og ét minut senere, så var der straffespark i den anden ende.

Her var Marius Christiansen fra Lyngby sikker, og han bragte balance i regnskabet på straffesparket, der kostede Jonathan Harboe et rødt kort efter to advarsler. I slutfasen var det Lyngby, der fik presset OB’s ti mand tilbage, men striberne var fortsat farlige på omstillinger.

Således havde begge mandskaber muligheden for at afgøre det til deres fordel, men vi fik ikke flere mål, og dermed endte det 3-3 i Lyngby.

Kommentar fra Kim Engstrøm:
Jeg er utrolig skuffet over vores præstation kampen igennem. Vi får aldrig sat det aftryk på kampen, vi gerne ville, hverken med bolden eller uden bolden. Vi får ellers en drømmestart med de to scoringer indenfor de første 10 minutter, men det blev aldrig rigtig godt. Dertil spillede vi ikke klogt nok som et hold i dag, og vi traf for dårlige beslutninger i spillet.

Vi spillede lige ind i Lyngbys pres, så de fik gode betingelser. Alligevel skal vi på en dårlig dag lukke kampen ved 3-2 til os, hvor vi har flere muligheder for at udbygge til 4-2. Men når vi ikke får gjort det, så bliver vi til sidst straffet, og vi hænger fortsat på i det store topfelt med et enkelt point i dagens kamp.    

Næste kamp:
7. april kl. 13:00 OB – FCM, Ådalen


Skrevet af Benjamin Jakobsen

EmediateAd